Det er frikvarter og en klynge børn fra de små klasser står og følger ivrigt med i pedellens bestræbelser på at få fejet blade ned fra halvtaget:- Hva' laver du? Må vi osse godt komme derop?'

Et syn, der må gøre enhver lærer dybt misundelig - for hvornår har man sidst set en matematiklærer med en hale af børn efter sig?

Børn tørster efter virkeligheden. Efter at opleve, se, høre, føle og gøre. Bruge kroppen, sanserne og hele den brede vifte af intelligens, de alle er udstyrede med.

Men kroppen og sanserne har trange kår i den danske folkeskole, hvor tegn og symboler i de aller fleste fag er alene om at repræsentere virkelighedens verden. For man får ikke jord under neglene, selv om regnestykket handler om 'fem mand der er en uge om at grave en grøft på 35 meter'.

- Men hvorfor egentlig ikke?

Det er cand.psyk. Mogens Hansen, ledende skolepsykolog i Lyngby-Tårbæk Kommmune, og adjungerende professor ved Danmarks Lærerhøjskole, der spørger.

For tre uger siden fik han udgivet et digert værk om 'Intelligens og tænkning - en bog om kognitiv psykologi', og i midten af maj er han igen aktuel med en bog, denne gang om 'Håndværkets Skole'.

Som ledende skolepsykolog med 20 års erfaring fra specialundervisningen ved han noget om, hvad der sker, og hvem det går ud over, når skolen focuserer så ensidigt på de boglige færdigheder.

- Mere end 20 procent af børnene får afkortet deres selvværd nogle tommer i løbet af skolegangen, mener han og skynder sig at tilføje, at det dog ikke primært skyldes hverken dårlige lærere, store klassekvotienter eller for få lektioner. Det er læseplanernes indhold, som ikke understøtter den meget store bredde af potentialer, børn bringer med sig i skole!

Når Mogens Hansen ser på de børn, han møder i specialundervisningen i sit hjørne af Danmark, bliver han ikke specielt bekymret. Det der bekymrer ham er det billede, der tegner sig af lærernes rolle:

- Jeg ser tre familieformer og tre slags børn, der træder frem. Det store flertal er almindelige familier, hvis livsform og holdning til opdragelse ligner min egen: Børn skal høre efter, de skal læse deres lektier og lære noget i skolen. Det sociale fællesskab er vigtigt, og man skal tage hensyn til hinanden. Det er værdierne hos 60-80 procent af familierne, og de er utroligt lette at samarbejde med for både lærere og psykologer, fordi vi taler samme sprog.

Så er der en pæn stor og meget spændende gruppe, som jeg vil betegne som 'ligestillingsfamilierne', og som jeg møder en del af. Det er familier, hvor mor og far har afbalanceret deres karrierer og arbejder med at finde en ny familiebalance, som er symmetrisk og ligeværdig. Disse 'nye' familier stiller krav på en stilfærdig, ikke-høj-i-hatten måde, men er samtidig meget ansvarlige overfor børnene, skolen og hinanden. De er lette at samarbejde med, men anderledes. Deres børn er nysgerrige, interesserede, indblandende, sociale og aktive. Jeg kalder dem 'deltagerbørn'

Endelig ser jeg en ny gruppe børn, som kommer fra de 'narcissistiske' familier, som - lidt flabet sagt - stiller krav, men ikke selv kan tage imod krav. Det er 'forhandlerbørnene', hvis forældre sidder forrest på tilskuerrækkerne, for at se deres børn opføre deres forventninger. Disse familier er ikke indstillede på hensyn og solidaritet. De giver ikke køb, men stiller krav - især til læreren, og deres børn argumenterer og argumenterer, så det er til at blive vanvittig af!Detstiller krav til læreren.

- Jeg kunne godt tænke mig at lære lærerne dét trick at sige 'Hold kæft!', udbryder Mogens Hansen.

- For dereraltså noget, der ikke er til forhandling. Der er noget, der er så vigtigt, at det nærmest er livet om at gøre. Det kan være så vigtigt, at det er nødvendigt at skaffe sig ørenlyd. Men det kræver, at læreren tror på det selv!

Mogens Hansen er dybt bekymret over den nye lærerrolle, der 'reducerer læreren til lydhør konsulent.'

- Jeg er bange for, at det bliver aflæst forkert som udtryk for en tilbagelænet pædagogik. Det er lige det modsatte, børn har brug for!

- Læreren skal være den, der uden for al tvivl er den mest kompetente i klassen og i faget. Det gælder i færdighedsfag som dansk og matematik, men sandelig også i hjemkundskab, idræt, musik og billedkunst. Det er ikke nok at hente kunstnere ind i skolen og på den måde råde bod på lærerens manglende kompetence. Læreren skal være fagligt dygtig selv, fastslår Mogens Hansen.

Børn har brug for, at skolen bliver til en 'håndværkets skole', hvor krop og sanser, praktisk handlen og produktivitet går hånd i hånd med tegn og symboler, mener han. Og en håndværkets skole er ikke nødvendigvis et sted, hvor sveden siler ned ad ryggen:

- Håndværkets skole er et sted, hvor læreren er den mest kompetente i flokken i det fag eller det emne, man beskæftiger sig med. Det handler om, at børn lærer sig opmærksom og grundig iagttagelse, samtidig med grundig refleksion over det, de er i gang med, og efterhånden udvikler kompetence, det vil sige egne intentioner og mål med at lære.

- Det eneste fag, der i dag imødekommer disse krav er natur/teknik, hvor der ihvertfald nogle steder er plads til eksperimenter, undersøgelser, iagttagelser, reflektion og teori. Natur/teknik er et godt eksempel på, hvad skolen kunne rumme, hvis skolelovens intention blev overholdt.

- Skolen i dag er en ikke-verden af tegn og symboler for det virkelige liv. Men hvis man ikke sætter af fra virkeligheden, er det svært at få symbolerne til at være virkelige. Børn skal ud og hente erfaringer i mosen og i skoven og på gaden, mener Mogens Hansen.

- For mindre børn er de mennesker, der ikke laver noget konkret, gennemsigtige, usynlige. Derfor er der en risiko for, at lærere, der ikke laver noget konkret, vil være svære at efterligne, og det er ved at efterligne, at vi lærer det meste.

- Efterligning bliver tit forvekslet med efterabning. Det er det ikke. Den dygtige lærer er den synlige lærer, der fortæller, viser - og gør selv. Han eller hun er til stede i et engagement i børnehøjde. Pedeller er synlige, fordi de laver noget praktisk og tit er med på at snakke med børn.

Ifølge Mogens Hansen er det en pædagogisk og udviklingspsykologisk kikser, at man ikke lægger særlig stor vægt på det, som man véd har så stor en betydning for menneskets dannelse af det intuitive og fantasibetonede: de praktisk-musiske fag.

- Egentlig har vi lavet en skole, der kun betjener et par af de intelligenser, som børn møder op med. Det verbale sprog og matematikkens og regningens sprog har høj prioritet i skolen, mens musikkens, kroppens og rummets udtryk har lav prioritet. Det vil sige, at 80 procent af skolen spiller op til kun to ud af de ni intelligenser, vi har. Det vil igen sige, at kun 20-25 procent af det, børn er udstyret med i deres vifte af intelligens bliver stimuleret, siger Mogens Hansen.

- Jeg synes, der er en tendens til at skævvride skolebilledet væk fra folkeskoleloven ved i stigende grad at lægge vægt på færdighedsfag som dansk og matematik og informationsteknologi.

- Det er de forbandede læse- og matematikundersøgelsers skyld!

Dansk læsepædagogik er ikke så ringe endda, mener Mogens Hansen.

- Men vi har haft to tiår med en oplæring på seminarierne i, at læsekundskaber er noget, der kommer af sig selv, når børnene har brug for det. Det gør det også for nogles vedkommende, men det sker aldrig for den sidste tredjedel. Og det er børnene i den sidste tredjedel, der er interessante og som har brug for undervisning. De har brug for systematisk, pågående undervisning af lærere, der stiller krav og kan deres læsemetoder.

Vi har fået en meget teoretisk og boglig skole, fordi vi er blevet skræmt af de internationale og nordiske læse- og matematikundersøgelser. Dermed har vi skabt en skole, som rækker til de 80-85 procent af børnene, resten får ikke reelle tilbud, som de kan bruge.

- Derfor opstår specialundervisningen, der skal tage sig af det, skolen ikke har tænkt sig at dække. Men det, vi laver i specialklasserne og - holdene er én gang til rundt i manegen og ikke noget helt andet: Jo ringere du er, jo mere skal du beskæftige dig med det, du ikke kan!

- Det kan føre til oplevelsen af at miste sit selvværd. For måske er der ingen, der har oplevet dét, du kan!

- Jeg tror kun, skolen kan blive for alle, hvis skolens indhold tages op til diskussion, så det praktiske, det musiske og det teoretiske afbalanceres på en helt anden måde end i dag. Intuition og fantasi betragtes som stjernestøv, men det er det ikke. Det er livet om at gøre!

Hvis vi ikke gør det, vrides skolen skæv for både drenge og piger:

- Vi får de urolige drenge, for drenge er motorisk gearede og bliver forstyrrede, hvis der sker en indsnævring af deres erfaringer. Og så skydes de af til specialundervisning.

- Pigerne derimod bliver siddende pænt og får heller ikke noget ud af det: tre år med perleplader i børnehaven og syv år med stavetræning er altså hårdt! Piger finder sig lettere i det end drenge, men begge lider udviklingsmæssige tab, siger Mogens Hansen.

- Men det er ikke kun et spørgsmål om at bruge kroppen, siger Mogens Hansen:

- Jeg betragter skolefritidsordningen i de mindre klasser som en tredjedel af skolegangen. Skole og SFO bør alliere sig med hinanden og betragte sig som én butik, der tilsammen skal dække de intelligenser, jeg taler om.

- Både skole og SFO skal have et frirum i sig, så børn kan melde sig ud af fællesskabet en gang imellem. Der bør være både fysisk og mentalt rum til fordybelse, så børn kan få lov til at sidde og se ud i det fjerne, siger Mogens Hansen.

'Intelligens og Tænkning - en bog om kognitiv psykologi' er netop udkommet på forlaget Åløkke.

'Håndværkets Skole' udkommer om få dage på Kroghs Forlag.

Børn har brug for, at skolen bliver til en 'håndværkets skole',

hvor krop og sanser, praktisk handlen og produktivitet går hånd i hånd med tegn og symboler