Debat

Holder forudsætningerne

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I slutningen af april afholdt Danmarks Lærerforening den traditionelle overenskomstkonference med deltagelse af alle kredsformændene. Hovedtemaet på konferencen blev arbejdstidsaftalen, på trods af at den nuværende aftale som udgangspunkt løber til 2004.

Nogle kredsformænd satte spørgsmålstegn ved, om der reelt er problemer med aftalen, eller det blot er indkøringsvanskeligheder.

Et eksempel, som bestemt ikke er atypisk, illustrerer imidlertid problemet. En lærer med 24 ugentlige lektioner ville tidligere have haft 790 timer til opgaverne i forberedelsestiden og 70-timers-puljen. Den pågældende lærer har i år fået 665 timer til de samme opgaver. Timerne fordeler sig med 375 timer individuel tid, 45 timer til ekstra individuel tid, 185 timer til pauser og 60 timer til fælles forberedelse. Den pågældende lærer oplever altså at have fået 125 timer mindre til forberedelsesopgaven. Timer, som medfører en kraftig ekstra arbejdsbelastning.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Følger tillidsrepræsentanten og skolelederen foreningens anbefaling om i højere grad at fordele ressourcerne i forhold til undervisningstimetallet, kan den pågældende lærer forvente, at pauseressourcen i det kommende skoleår vil udgøre cirka 207 timer. Det vil naturligvis være en forbedring for den pågældende lærer på 22 timer i forhold til indeværende år, men fortsat en forringelse på over 100 timer i forhold til de vilkår, der var gældende før Overenskomst 99.

Dette er en alvorlig forringelse for den pågældende lærer, der har en ganske almindeligt lektionstimetal, og forringelserne slår i øvrigt også igennem for lærere med 22 og 23 lektioner. For foreningen er det endvidere et kæmpe problem, at vi øjensynligt har givet køb på så stor en del af forberedelsesressourcen med Overenskomst 99.

Op til de seneste overenskomstforhandlinger har vi forklaret medlemmerne, hvor dyrt det ville være at lave centrale forbedringer på arbejdstidsaftalen, men hvor blev ressourcerne af, da det gik den anden vej?

I de kommende forhandlinger må Kommunernes Landsforening tage alvorligt, at der med god grund kan sættes spørgsmålstegn ved, om ressourceforudsætningerne for Overenskomst 99 holder. DLF's medlemmer kan og vil ikke betale for forbedringer, der blot sikrer en del af de ressourcer, som kommunerne hentede som provenu på den nuværende aftale.

Anders Bondo Christensen

medlem af DLF's hovedstyrelse