Folkeskolens leder:

Værktøj og redskaber

Underrubrik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Vi har rationaliseret med hård hånd gennem de seneste år, og derfor er regeringen nødt til at komme ud af busken'.

'Hvis den fortsat vil have en faldende gennemsnitsudgift per folkeskoleelev, så skal den sikre os værktøjer til at gennemføre det'.

Han taler lige ud af busken, Anker Boye, formand for Kommunernes Landsforening (KL): Han er parat til at skære, men regeringen må levere en ordentlig kniv.

Citaterne er fra et interview i Berlingske Tidende, hvor Anker Boye varmer op til det årlige slagsmål om de kommunale bloktilskud. Det handler selvfølgelig om alt muligt, om boliger, om ældreforsorg - og om skole. Alt sammen som tal og statistikker.

Men lad os for en stund bevæge os ud i den virkelige virkelighed, hvor Arbejdstilsynet for tiden er i gang med en besøgsrunde til 200 skoler for at se på arbejdsmiljø. Selv om man langtfra er færdig, tegner der sig et billede med indbyggede paradokser: lærerne fortæller Arbejdstilsynet, at de er glade for at være lærere, og de fleste synes, at de er på en god skole med gode kolleger.

Men! Problemerne står samtidig i kø. Elever med vanskeligheder fylder meget hos lærerne. Der opleves mange konflikter. Mål og krav er uklare. Ventetid og møder stresser. Og hos mange opleves teamsamarbejdet som en belastning i stedet for - som det kan være - kollegial hjælp til at gøre arbejdsbelastningen mindre og undervisningen bedre.

Arbejdstilsynet har sendt mange vejledninger til skoler, man har besøgt. Den stærkeste sanktion - udstedelse af påbud - er indtil nu kun brugt to gange, og i begge tilfælde drejer det sig om problemer med elever, der har svære vanskeligheder.

En af Arbejdstilsynets tilsynsførende kommenterer det sådan: 'Vi blander os ikke i, hvor disse børn hører hjemme, men lærerne skal have den støtte og hjælp, der er nødvendig, for at udføre deres arbejde. Ellers har de ikke en chance'.

Der skal være sammenhæng mellem mål og muligheder. Som den tilsynsførende udtrykker det: 'Der er et krav om en rummelig folkeskole, og det er fint. Men lærerne skal have kvalifikationerne, og rammerne skal være i orden'.

Det bør Anker Boye tage med, når han forsøger at tvinge finansministeren ud af busken. Og han kan passende inden mødet også bede KL's embedsværk se på den konklusion, som en anden professionel iagttager kommer med. Til Folkeskolensiger en chefpsykolog fra psykiatrisk hospital, hvor man beskæftiger sig med de allersvageste børn:

'Rummeligheden i folkeskolen er blevet mindre de seneste år, fordi undervisningsdifferentieringen lægger op til, at eleverne skal tage ansvar for egen læring. Men mellem ti og 20 procent af eleverne - alt efter graden af krav - har ikke redskaberne til det. Derfor er folkeskolen en af verdens dårligste for dem'.

-th

Læs side 4-5 og 12-19

KL: Vi har rationaliseret med hård hånd gennem de seneste år