Duer det til noget i dag, eller er børneteatret et håbløst untrendy fænomen, der blot klarer sig i kraft af renomméet, spurgte Folkeskolen Hans Jørgen Sahl, sekretariatsleder for Teatercentrum i Danmark, der både udgiver teateroversigten 'Den Røde Brochure' og er den praktiske organisator bag Danmarks største kulturbegivenhed for børn, den årlige Børneteaterfestival.

- Ja, der er masser af liv, siger Hans Jørgen Sahl. Børne- og ungdomsteatret har fortsat noget væsentligt at byde på.

- Man har sagt det så tit. Ikke desto mindre er det rigtigt, at det levende aspekt gør teater til noget særligt. Stofligheden og rumligheden findes hverken på tv- eller vidoeskærm, der er nogle fysiske dimensioner i teatret, de andre medier ikke har.

Hans Jørgen Sahl erindrer om, at der på et tidspunkt var en stærk tendens til, at børne- og ungdomsteatrene prøvede at ligne film og videoer med hurtige klip, rockkoncerteffekter og så videre.

- Men nu synes jeg, at man på teatret igen koncentrerer sig om det, man er god til.

Og hvad er så det?

- Efter min mening er teatret det bedste sted at fortælle historier.

Sahl peger på, at teatret jo involverer alle vore sanser, og så er der heller ingen undertekster - andre end dem, historien selv indeholder. Det gælder også, synes han, selvom stykkerne oprindelig kan være udenlandske, fordi de altid spilles på dansk.

- Al den snak om, at dansk børneteater stagnerer, passer ikke. Hvert år er der nye, spændende forestillinger på Børneteaterfestivalen. Udviklingen er der. Man prøver hele tiden nye ting, går andre veje.

Selvfølgelig har børne- og ungdomsteatret sine svage sider, det er Hans Jørgen Sahl godt klar over. For eksempel har det i årevis været et påtrængende problem, at teatergrupperne ikke har magtet at tiltrække nye, unge skuespillere. - I særdeleshed ikke dem, der har gået på landets teaterskoler. Men i år var der 60 elever med på festivalen fra Statens Teaterskole, teaterskolerne i Århus og Odense, Mimeskolen og Dukkemagerskolen i Thy, og det er godt.

Hvad kan teatergrupperne byde på, som dramaundervisningen ikke kan præstere?

- Hvis du godt kan lide teater og teatrets måde at skabe drama på, så vil du jo ikke nøjes med at se naboen spille dilettant. Som lærer skal man bestemt lave alt det teater med børnene, man kan komme af sted med. Men det skal være et både og i forhold til det professionelle teater.

Hans Jørgen Sahl finder det af stor betydning, at man også lader børnene få en oplevelse af teatret på et kunstnerisk kvalitetsniveau. Det giver et ekstra pift og inspiration til selv at arbejde med tingene.

- Fordi man synes, at børn skal høre litteratur, insisterer man jo ikke på selv at ville skrive bøgerne.

Tværtimod er Sahl af den overbevisning, at jo mere teater børn ser, jo mere vil de lave på egen hånd. Så for ham er der ingen tvivl om, at det professionelle teater og det teater, som skoler og institutioner selv laver med børnene, i høj grad beriger hinanden.

Ser du på den baggrund nogle særlige tendenser med hensyn til, hvad der 'sælger' netop nu?

- Min fornemmelse er, at der købes meget bredt på området. Men der begynder at dukke flere spirituelle og eksistentielle temaer op. Men ser vi på de bedste af vore teatergrupper, teaterinstruktører, skuespillere og scenografer, så drejer det sig om at give dem, der er lokomotiver for hele området, plads til at udvikle sig, så de bliver endnu bedre. Det er vejen frem i ethvert udviklingsprojekt. Kunst er jo frygtelig udemokratisk, konstaterer Hans Jørgen Sahl.

- Vi kan ikke stemme os til det gode teater.rp