Skolen som en servicestation var før et skræmmebillede en anklage mod skolen om overfladisk­hed, skolen som et tarveligt selvbetjeningsmarked.

Som modbillede fremhævedes dengang skolens dannelse, omsorgen for eleverne, samtalen.

Nu fremturer KL med tankpasserpædagogikken. KL drøner ind på skolens servicestation, flår bestillingslisten »En rummelig skole« op af lommen og bestiller. Kontorchefernes penne lyner, der vinkles af, sådan, sådan.

Kommunerne bestiller, læreren udfører, unægteligt en klargørelse af den professionelle almagt og afmagt:

nedprioritering af klassen, hold­dannelse på tværs af årgange

indplacering af eleverne på homogene hold på grundlag af »intelligensprofil«

storhold med op til 60 elever til én lærer

»barnets bog«

eleverne har flekstid

åben plan. Gangarealet er undervisningsareal

øget elevansvar for egen læring, logbogen

anvendelse af årsnorm med vekslende ugeskema

nedprioritering af fagene til fordel for projekter

afskaffelsen af pensum til fordel for individuelle læringsplaner

differentieret almenundervisning erstatter specialundervisning

politikere kræver »læringsgaranti«.

Hvordan få professionsidealet i sving efter denne svada? Er professionsidealet til noget, når KL oven i købet vil kontraktliggøre sit ansvar for folkeskolen? Skal kontrakten overhovedet forhandles? Det bliver måske snarere: »Kan du ikke levere varen, så er det ud, hr. lærer«.

En fagforening bygger på medlemmernes faglige kunster/kunnen, ikke underdanighed over for en, som frit kan ønske sig hvad som helst fra chips over sodavand til den fleksible skole. Professionalisme betyder ikke, at lærerne kan det hele.