Læseren ved en del mere, end lederskribenten gør, for læsning og skrivning foregår, henholdsvis efter og før afstemningsresultatet om mæglingsforslaget kendes.

Men altså: i skrivende stund ser det ud, som om det samlede resultat kan blive et nej - og dermed konflikt på hele det kommunale område:

Alt tegner til, at Danmarks Lærerforenings medlemmer har sluttet massivt op om formandens og hovedstyrelsens enige nej-anbefaling. Sygeplejerskernes afvisning vil også være stor. Og selv om BUPL's formand har argumenteret indædt for et ja, så er der helt sikker rigtig mange pædagoger, der har stemt nej, og det samme har akademikerne. Jokeren er LO-forbundene, hvor toppen har anbefalet mæglingsforslaget. Men mange menige medlemmer er imod den måde, Ny Løn bruges på. Så også dér er der fældet mange nej-domme.

Men selv om et flertal har stemt nej, kan forligsmandslovens regler betyde, at resultatet alligevel veksles til ja, hvis den samlede stemmeprocent er for lav! Lærere, sygeplejersker og pædagoger plejer at sørge for en høj stemmeprocent, mens for eksempel vejmænd, plejehjemsassistenter og hjemmehjælpere ikke er nær så flittige til at få stemt. Ud fra et demokrati-synspunkt er en vedtagelse på de vilkår vel den værst tænkelige afslutning, fordi et flertal af de aktive så vil få trukket et resultat ned over hovedet, som de har sagt nej til. Arbejdsmotivationen vil lide skade, og arbejdsgiverne kommer til at stå med et stort, uløst problem.

Så selv om ingen synes om konsekvenserne af en strejke - med et sundhedsvæsen på standby, afsluttende prøver i skolen, der ikke kan gennemføres, og en kommunal og amtslig administration, der går i sort - så kan en konflikt blive til gavn for alle parter - også arbejdsgiverne. Fordi den kan føre til et forhandlingsresultat, som kan genskabe arbejdsglæden. Der hviler altså et stort ansvar på kommuners og amters forhandlere; de må lægge øret til jorden og lytte til, hvad de mange nej-stemmer betyder.

Den generelle lønstigning skal bankes opad, og forlodsfinansieringen af Ny Løn skal den anden vej. Og så må alle kommuner erkende, at de skal vise reel forhandlingsvilje og få lønsystemet til at fungere - ellers vil modstanden vokse sig endnu større. Ny Løn skal så at sige 'oversættes' til de enkelte områder; rådhusbetjentens, kontorassistentens og lærerens arbejde er forskelligt, det må lønsystemet indrettes efter.

Hvis lærerne skal have en aftale, de kan acceptere, må forhandlerne blive enige om en bedre kompensation til den gruppe, der kom i klemme med pensionen i 1993. Og så bør man kigge på køreplanen for de kommende forhandlinger om arbejdstiden én gang mere.

Men man kan kun få et stort, ægte ja ved at se på alle kommunale medarbejdergruppers vilkår. Og arbejdsgiverne gør klogt i ikke at undervurdere det samarbejde - og sammenhold - på tværs af faggrænser, som de lokale nej-kampagner har ført med sig.

-th

Arbejdsgiverne må lægge øret til jorden og lytte til, hvad de mange nej-stemmer betyder