Debat

Kom på banen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 15/16 og i nyhedsbrevet 'orientering' nummer fire fremsætter Keld Kjøge og Peter Christensen på vegne af Samrådet for ledende skolepsykologer fra kommunerne i Århus Amt en række kritiske bemærkninger til debatten om den vidtgående specialundervisnings fremtidige placering. Da jeg har deltaget i debatten med et par indlæg, bliver jeg nødt til at reagere på kritikken.

I påstår, at der fremføres synspunkter, som ikke indeholder reel oplysning, og at debatten skæmmes af skræmmebilleder, som skaber forvirring og utryghed for forældre og politikere. Det er ret grove påstande, og hvis der hentydes til mine indlæg, vil jeg blot sige: hvilken interesse skulle jeg dog have i det?

I påstår ligeledes, at enkeltpersoner mod bedre viden medvirker til en unuanceret debat. I antyder hermed, at jeg mangler viden på området.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Hvad ved I dog om det?

Gennem min uddannelse, mit arbejde og ikke mindst gennem mine erfaringer som bruger har jeg erhvervet stor indsigt i dette område.

Til forskel fra så mange andre har jeg derfor forudsætninger for at vurdere sagen fra flere synsvinkler.

På den baggrund har jeg taget stilling, og det er vel tilladt sagligt at fremføre sine synspunkter i en debat uden at blive beskyldt for at vildlede.

Den videre debat bliver dog problematisk, når ledende skolepsykologer fremfører den skråsikre påstand, at udlægningen udelukkende handler om den økonomisk/administrative del, og slet ikke vil få indflydelse på den pædagogiske del.

Det er ikke korrekt!

Udgangspunktet er, at ansvaret for paragraf 20.2 undervisningen ønskes overført fra amterne til kommunerne.

Jeg ved, at der arbejdes med flere mere eller mindre vidtgående teoretiske modeller - og at Kommunernes Landsforening gerne ser det fulde (administrative -økonomiske - pædagogiske) ansvar overført til kommunerne.

Der er endnu ikke taget stilling til form og omfang af en evt. udlægning. Men det erkendes at kommunerne nødvendigvis skal samarbejde (administrativt -økonomisk - pædagogisk) på tværs for at løse opgaven.

Uanset hvilken model der vælges, vil der naturligvis være en afledt virkning på de pædagogiske tilbud til vore børn.

Tingene hænger jo sammen!

Jeg tvivler ikke på kommunernes gode vilje til at forsøge at gøre det godt, men den gode vilje er altså ikke nok. I landets mange små kommuner er forudsætningerne ganske enkelt ikke til stede, og på sigt vil denne komplekse opgave give store problemer for både kommuner, børn og forældre.

Med hensyn til specialskolerne har jeg da aldrig troet, at de skulle nedlægges. Men jeg er yderst betænkelig ved de driftsmodeller, som overvejes - og det burde I også være.

Den utopiske tanke om at alle børn skal integreres, vil jeg undlade at kommentere.

I Folkeskolen efterlyser I svar på en række spørgsmål, før der kan tages stilling til ansvarsplaceringen. Disse og andre spørgsmål har vi (brugerne) for længst vurderet, og det er faktisk baggrunden for, at vi overhovedet deltager i debatten. Vi er nået meget længere i vurderingen, og hvis I vil deltage i debatten, må I snaret slippe startklodserne.

Derfor: Smid sløringsnettet, kom frem på banen og fortæl os så hvad I vil, kan og mener - men fri os for flere vildledende oplysninger.

Lars Svit

Galten