'Dannelsen af det socialistiske menneske, der selvforglemmende går op i fællesskabets arbejde og helt fylder nuet med handling og umiddelbar oplevelse'. Således beskrev Julius Bomholt i sin tid det kunstige fuldblodsmenneske, der skulle blive resultatet af hans udelte enhedsskoletanker, der nu er blevet en realitet. Det er dette menneskefantom, som den af Thorkild Thejsen i Folkeskolen nummer 15/16 omtalte forfatter Holger Henriksen modellerer videre på i sit bidrag til enhedsskolens historie. Ikke så snart har Holger Henriksen, ifølge Thorkild Thejsen, erklæret enhedsskolen som det stik modsatte af ensretningsskolen, fordi netop enhedsskolen giver plads for mennesker, der er sig selv, før ensretningen stikker sit lede, totalitære fjæs frem mellem linjerne. For de mennesker, der skal være sig selv, må ikke kunne være sig selv nok. Nu vil alle nok mene, at det er en fæl egenskab at være sig selv nok. Og hver især må vi holde uvæsenet i ave. Men det er dog en grundmenneskelig egenskab i en grad, så kun den, der har nået helgenagtig guddommelighed eller har været udsat for den mest ensrettende totalitære mishandling, kan sige sig fri for den uønskede selviskhed. Og derfor er den enhedsskole, som Holger Henriksen beskriver, netop den mest bastante ensretningsskole, man kan tænke sig. Enhedsskolen påstås at give mulighed for personlig udvikling. Men når det herefter hedder, at enhedsskolen ikke levner plads for en individuel præstationsudvikling, så finder der selvfølgelig heller ingen personlig udvikling sted. Og så har Holger Henriksen opnået den størst tænkelige personlighedsudslettende ensretning med sit terrorinstrument af en enhedsskole.

Vagn Madsen

Brønderslev