Cykelkampagne for børn

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dansk Cyklist Forbund inviterer alle landets skoler til at deltage i en cykelkampagne for børn. Kampagnen 'Alle Børn Cykler' skal få skoleelever til at bruge cyklen mere.

Fra den 9. til den 20. september gælder det om at tage cyklen til skolen så ofte som muligt. Jo flere dage børnene cykler, jo flere lodder får de i den landsdækkende lodtrækning. Her kan man vinde et todagesophold på et aktivitetscenter, en fælles biograftur eller cykelcomputere.

'Alle Børn Cykler' er for alle elever fra børnehaveklassen til 10. klasse. Man deltager som klasse, og det er gratis.

Tilmeldingsfristen er den 6. juni 2002 og foregår på www.abc-abc.dk, hvor man samtidig kan få flere oplysninger om kampagnen. I disse dage sender Dansk Cyklist Forbund også foldere ud til landets skoler.