Ikke uventet lægges skylden for folkeskolens elendigheder på de dygtige, men dog så uduelige læreres skuldre. Rejseholdet, der, allerede længe før rejserne begyndte, afsværgede den delte skole og bekendte sig kritikløst til den udelte, kan selvfølgelig ikke efterfølgende lægge skylden for elendighederne over på den udelthed, som alle nok ved er en umulighed. Og så er det læreren, der med sit svigtende evidenskendskab ikke ved, hvad der virker. Men det ved eksperterne uden for klasseværelsets realverden. Læreren skal jo bare undervisningsdifferentiere. Så enkelt er det. Læreren skal bare gå op til katederet og tilpasse sin undervisning dels til den bogligt svage, dels til den dygtigste og også til alle de andre derimellem. Det skulle være til at forstå. Men det er bare umuligt at gøre. Kan et rejsehold indeholdende skolefolk virkelig ikke indse det? Og forskningen peger bevidstløst på undervisningsdifferentieringen som det undergørende middel i den skoleform, der modarbejder og umuliggør midlet. Men selv om det er umuligt at undervisningsdifferentiere i udeltheden, så skal læreren bare gøre det alligevel. Og selv om hverken rejseholdet eller forskningen aner, hvordan det gøres, bekender holdet sig blindt til troen på udeltheden som den bedste skoleform. Og så må læreren lægge krop og sjæl til syndebukrollen. Men sagen er jo, at der ikke findes nogen forskning, der har kunnet pege på noget som helst, der virker i udeltheden. Og så må lærerne stå skoleret. Og så kan man lukke øjnene for den udelte skoles udueligheder.