»Hvorfor kommer du først nu?«

»Jeg skulle lige have spist et æble«.

»Få det overstået og tag din opgave frem«.

Det er ikke så let. Før Andreas når at finde den hylde frem, som han snedkererer på, trækker to klassekammerater ham til side for at få en snak om pc-spil.

Efter et par minutter er alle i klassen dog godt i gang med at høvle, skrue, hamre og måle træstykker.

5.a på Engbjergskolen i Snejbjerg uden for Herning er, som klasser er flest hvad angår både uro og koncentration, men sådan har det ikke altid været. Da eleverne gik i 1. klasse, stod der med store bogstaver PROBLEMER hen over hovederne på de 14 drenge.

»Vi skulle hele tiden overgå hinanden, og der var masser af larm i alle timer. Det var ikke til at holde ud«, siger Mathias.

»Vi kendte ikke hinanden, og vi kom mange forskellige steder fra og legede ikke sammen, så vi var ikke gode til at finde ud af det. Mange blev også drillet i frikvartererne«, siger Christian.

Gode til at bakke op

Klassens lærere var de første til at se, at noget var galt, og erkende, at de havde brug for hjælp for at få drengene til at fungere. Derfor indkaldte de hen på efteråret forældrene til møde.

»Vi kunne fortælle, at gruppen ganske enkelt ikke fungerede, og i fællesskab drøftede vi, hvad henholdsvis skolen og forældrene kunne gøre«, fortæller skoleleder Elise Carmon.

Skolen satte mere lærertid af til klassen, så man i perioder kunne dele eleverne på mindre hold, hvor der blev gjort et stort og flot stykke arbejde for at udvikle drengenes sociale kompetencer. Det hjalp, samtidig med at forældrene gik i gang med at yde en særlig indsats. Drengenes mødre og fædre besluttede nemlig i fællesskab at ryste ungerne sammen og samtidig vise dem, hvordan man får noget godt ud af at samarbejde.

»Det var ikke store og avancerede ting, men i løbet af de næste par år mødtes forældrene og børnene en række gange om fællesaktiviteter. Det kunne være at spille hockey, lege i gymnastiksalen eller på vores multibane. Bagefter mødtes man omkring pølsehorn eller kager, som mødrene havde bagt«, fortæller Elise Carmon.

Drengene blev hurtigt bedre til at omgås hinanden, og de blev også gode til at opfatte sig som en gruppe, hvor ingen skulle føle sig udenfor. Er nogen det, yder hele forældregruppen en indsats for at få dem med. Så i dag er klassen ifølge skolelederen mere social og harmonisk end de fleste andre.

»Der var rigtig godt og sjovt, at vores fædre kom og var sammen med os, og at mødrene også måtte være med en gang imellem. Man fik nogle gode venner, og man fandt ud af, hvem de andres forældre var, og hvad de lavede«, siger Mathias.

Alle yder en indsats

Susanne Thybo er mor til en af drengene i klassen. Hun bliver glad, når nogen siger, at hendes drengs klasse er social og harmonisk.

»Alle forældrene har ydet en indsats, for at det skulle blive sådan. Det havde ikke været tilfældet, hvis ikke skolen havde taget initiativet. Som forældregruppe var vi lige så forskellige som vores børn, og vi havde ikke af os selv sat noget i gang«, siger hun.

Ud over de konkrete aktiviteter mener Susanne Thybo, at det også har spillet en stor rolle, at forældrene har været bevidste om, hvordan de snakkede om fællesskab, skole og kammerater derhjemme.

»Ved middagsbordet har vi tit vendt, at man skal acceptere andre, og at man ikke behøver at være ens for at kunne lave noget sammen. Det har vores søn været god til at tage til sig. Det er mit indtryk, at de andre børn også har hørt noget lignende«, siger Susanne Thybo.

Nedsættende tale

Forælder Ellen Andersen mener, at de voksnes holdning til skolen og den måde, de omtaler lærere, elever og aktiviteter på, spiller en stor rolle for børns adfærd.

»En af mine bekendte, der har en dagligvarebutik, fortæller, hvordan han masser af gange har hørt forældre tale nedsættende om deres børns lærere eller kammerater, mens barnet har stået ved siden af. Hvordan skal børnene på den baggrund lære at fungere sammen og opføre sig ordentligt i skolen?« spørger hun.

Ellen Andersen mener, at erfaringerne fra 5.a er, at det gælder om at gøre forældrene bevidste om deres rolle.

»Lige fra starten fik vi det vendt sådan, at alle forældre tænkte på, hvad de kunne gøre for at få klassen til at fungere. Ingen var tilbageskuende eller satte fokus på, hvem der havde gjort hvad i hvilken situation. Derfor er det fuldt fortjent, hvis alle mødre og fædre synes, at de har en stor andel i, at klassen fungerer godt i dag«.

Jo tidligere forældrene kommer på banen og er med til at tage ansvar for elevernes trivsel, jo større muligheder er der for at undgå konflikter i en klasse.

Det er tankegangen bag dialogmaterialet »Den usynlige klassekammerat«, der indeholder eksempler på, hvordan forældres engagement har skabt større tolerance og åbenhed i skoleklasser.

»Forældrene har stor indflydelse på, hvordan en klasse trives. Er de sig den indflydelse bevidst, og udøver de den på en god måde, skrumper mange problemer ind, og der skabes større rummelighed«, siger Søren Peder Jensen, Skole og Samfund, Ringkøbing Amt, der har været med til at fremstille »Den usynlige klassekammerat«.

»Forældre er rollemodeller for deres børn, og hvis de ser, at far og mor er tolerante over for andre og samarbejder, så gør børnene det også. På den måde kan forældrene være med til at skabe rum til børn, der er anderledes, og de kan være med til at løse konflikter mellem børn, der af den ene eller anden grund ikke trives i fællesskabet«, siger Søren Peder Jensen.

Forudsætningen for positivt at inddrage forældrene er, at det allerede sker, mens børnene går i de yngste klasser.

»Det er her, skolen og lærerne kommer ind. De kan være igangsættere og gøre forældrene opmærksomme på, hvor vigtigt det er, at de kommer på banen. Forældre vil gerne involvere sig, men de kender ikke altid den rigtige måde at gøre det på. De ved ikke, at det måske går ud på at tænke på hele klassen i stedet for på ens eget barn«, siger Søren Peder Jensen.

»Den usynlige klassekammerat« sætter fokus på, hvordan forældre kan være med til at skabe rum til børn med psykiske lidelser og adfærdsproblemer, og hvordan de kan være med til at gøre balladeklasser til sociale fællesskaber.

Materialet er produceret i et samarbejde mellem tre organisationer i det tidligere Ringkøbing Amt: De Samvirkende Invalideorganisationer, Skole og Samfund og »Udsatte børn« under Kvis (Kvalitet i specialundervisningen). Arbejdsgruppen bag materialet holder i denne tid foredrag om det landet over.