Debat

Sådan bekæmpes faglighed

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Demagogisk set er det et ganske probat middel, DLF, der om nogen har bakket op om verdens bedste folkeskole med indædt vilje til at kvæle den rene faglige vare med alt muligt tidsfordrivende blødhed, gør brug af i den omdelte 'Fællesskabets skole'. Her læser man den taktisk bestemte proklamation, at folkeskolen skal give den enkelte 'mulighed for at tilegne sig færdigheder og kundskaber'. Så kom bare ikke her. Men efter denne enlige svale, der er serveret af hensyn til sarte sjæle, omtales fagligheden ikke mere med et ord. For nu handler resten om alt det, det virkelig bør handle om i folkeksolen: Alt det bløde, der oven i købet, som det fremgår, er beskrevet i alle mulige andre publikationer. Og hvorfor så dette had til fagligheden? Forklaringen finder man i Folkeskolen nummer 12, hvor socialdemokratiets ordfører Frank Jensen udkaster den forbløffende og alt andet end sande tese, at for megen faglighed, viden og kundskaber (Frank Jensen foretrækker at tale om alt det, der kan testes) betyder tilbagevenden til den fæle sorte skole med lutter grædende og lidende børn. Som om alle børn led og græd, da skolen virkelig var skole. Men Frank Jensen vil se glade børn i skolen. Og det sikres bedst ved at sjofle skolens fagcentrerede kerneydelse og flyde ud i den bløde vare.

Og da Frank Jensen taler Socialdemokratiets sag, følger DLF trop: Via Dolorosa er brolagt med stenede testbarheder. Nej, så hellere gøre noget ud af tværfagligheden. Den smager da lidt af faglighed. Mon ikke de fleste hopper på tvivlsomheden med, at tværfagligheden skal sikre den faglige kvalitet. Men som der også står, så stiller tværfagligheden større faglige krav til læreren end fagligheden. Tværfagligheden er altså mildt sagt ikke den lige vej til faglig viden. Med tværfagligheden lægger man den skadelige faglige indlæring hindringer i vejen. Og det er virkelig snedigt. For med tværfaglighed er det muligt at lyve troværdigt om den enkeltes mulighed for at tilegne sig 'færdigheder og kundskaber'.

Vagn Madsen

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Brønderslev