Den virtuelle lektiehjælper

www.skrivopgave.dk forsøger at fange unge for at vejlede dem i, hvordan de bedst bruger netinformationer

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bibliotekerne i København, Gentofte, Roskilde og Herning står bag lektieguiden skrivopgave.dk på internettet.

På bibliotekerne søger mange skoleelever ofte råd, når de skal skrive opgaver. I første omgang var udgangspunktet for skrivopgave.dk at overføre nogle af bibliotekarernes kompetencer til internettet. Eleverne kunne så selv søge den nødvendige information og alligevel blive vejledt undervejs. 'Unge i dag kan sagtens selv finde mange informationer på nettet', siger Susanne Vejen Vig, der er med i projektgruppen omkring hjemmesiden. 'Men da vi spurgte vores testgrupper, hvordan de ville søge efter informationerne, svarede mange, at de ville gå ind på en stor søgemaskine og taste et søgeord ind. Den metode giver ofte et uoverskueligt antal resultater, og skrivopgave.dk kan hjælpe eleverne til at søge informationer på en mere nuanceret måde'.

'Eleverne bruger ofte først internettet, når de har stillet deres opgaveformuleringer op, eller når de er gået i gang med at skrive. På skrivopgave.dk kan de få en grundig vejledning i, hvordan de kan tage de indledende skridt til opgaven, og hvordan de allerede på dette tidspunkt kan drage stor nytte af nettet', siger Susanne Vejen Vig.

Hjemmesiden følger opgaverne helt til dørs med vejledning om kildekritik og om, hvordan man skriver en litteraturliste.

Lærerens forlængede arm

En af de væsentligste fordele ved skrivopgave.dk er, at eleverne ikke længere behøver at møde op på det lokale bibliotek for at finde den information, de har brug for. Det hele kan i stedet foregå ude på skolerne som et integreret led i undervisningen.

'Det, vi tilbyder på hjemmesiden, er en metode til at løse opgaver', siger Susanne Vejen Vig.

'Den kan bruges mere eller mindre i alle de boglige fag i de ældste klasser og på ungdomsuddannelserne'. Skrivopgave.dk er på mange måder en slags modstykke til hjemmesider, hvor der kan snydes med kopiering af færdige opgaver.

'Vi tilbyder at hjælpe eleverne i gang i stedet for at give dem en løsning', pointerer Susanne Vejen Vig. Derfor findes der heller ingen eksempler på færdigløste opgaver.

Siden åbningen den 25. februar i år er søgningen gået forrygende. Der har været cirka 1.000 besøgende om dagen. 'Det er til trods for, at vi endnu ikke har ført en reklamekampagne for hjemmesiden', siger Susanne Vejen Vig.

Projektgruppen skal nu i gang med at planlægge en kampagne, der vil indebære besøg på landets skoler, hvor skrivopgave vil blive demonstreret.

Lene Rosenmeier er freelancejournalist

www

www.skrivopgave.dk er støttet af Udviklingspuljen for Folke- og Skolebiblioteker. Det er Københavns Hovedbibliotek, der står for den videre opdatering. Sat i verden af bibliotekerne i København, Gentofte, Roskilde og Herning.

- Lektiehjælp i at skrive en opgave fra a-z, herunder

- valg af opgaveemner/problemformulering - hvordan man finder materialer på biblioteket, internettet eller bruger andre resurser - at vurdere informationerne - kildekritik - at skrive en litteraturliste.

Links til beslægtede hjemmesider som løbende vælges ud af brugerne efter afstemninger.

Åben døgnet rundt fra alle computere - kræver ikke password. Introduktionsfilm demonstrerer siden for nye brugere. Målgruppe: Elever og studerende fra folkeskolen, efterskoler, gymnasier og ungdomsuddannelserne

Siden åbnede 25. februar 2002, og besøgstallet var allerede fra begyndelsen omkring 1.000 per dag. Kendskabet til siden skal nu udbredes.