Debat

Ude i klitrækken

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er altid rart, at man oplever, at nogle har læst, hvad man skriver. Tak for det, Vagn Madsen (Folkeskolen nummer 13). Men at opfatte mit læserbrev som et 'helligt socialdemokratisk' forsøg på 'den udelte skoles ensgørelsesbestræbelser' er helt ude i klitrækken.

Nej, brevet er i al ydmyghed et forsøg på at påpege, at der har været og stadig er store problemer forbundet med brugen af lektier. Debatten om lektier har tilbøjelighed til at blive meget forenklet. For mig er der så mange problemsider, at Folkeskolen let kunne bruge et helt tema for at belyse sagen. Ud over erfaringer med mine egne lektier stammer mine første lærererfaringer fra 'den gode gamle mellemskole'. En kollega, som arbejdede på et pædagogisk projekt, undersøgte i første halvdel af 60'erne tidsforbruget for elever i forskellige klasser i forskellige kommuner. Hvad der kom ud af rapporten ved jeg ikke, men han fortalte, at der var forskelle i tidsforbrug fra en time til ni timer om dagen til lektier.

For mig selv har jeg praktiseret denne opdeling: Lektier lig med pligtarbejde, som skal være udført, da der for eksempel skal arbejdes videre på dette grundlag i skolen. Hjemmearbejde lig med frivilligt, måske på opfordring af læreren, måske ønsket af eleven, altså at opfatte som lystbetonet, noget, eleven gerne vil. Dette sidste mener jeg er meget vigtigt og givende i modsætning til de 'sure' lektier. Det er en selvfølge, at jeg her kun tænker på folkeskoleforhold, hvor der jo er store forskelle på de forskellige alderstrin.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Lad mig til slut påpege nogle af de problemer, som gør lektielæsningen sur.

Eleverne har ikke lært stoffet, så de kan ikke selv udføre arbejdet. Forældrene kan ikke hjælpe, fordi de ikke kender 'de nye regneopstillinger' eller måder.

Eleverne får alt for meget for. Lektier til dagen efter en fridag. Manglende koordinering af lektier til forskellige fag. Store skriftlige opgaver skal afleveres på samme tid. Lektierne er ikke givet med hensyntagen til den enkelte elevs forhold . . .

Dette er skrevet med tanke på mine børnebørns og deres samtidiges trivsel.

Søren Hansen

Herlev