Debat

Helhedsskole i skolelovens ånd

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Centrum-demokraterne (CD) mener, at folkeskolen trænger til en hjælpende hånd, hvis de kvalitetsforbedringer, der har været talt om i årevis, skal blive til noget. Derfor valgte CD den seneste finanslov som springbræt til at sætte handling bag ordene. 350 millioner kroner blev der på CD's foranledning afsat til at gennemføre forsøg og udviklingsprojekter med en 'helhedsskole'. Lige nu mødes partierne bag folkeskoleloven for at udmønte pengene, men desværre er sagen lige nu gået i hårdknude.

Det ville være en smal sag at finde mindst 117 andre ting at bruge pengene på. Men 350 millioner over fire år rækker altså ikke særligt langt, hvis de skal fordeles til formål, der omfatter alle landets skoler. Derfor holder vi fast i, at pengene skal bruges i overensstemmelse med det formål, de er bevilget til.

CD har ønsket at få iværksat forsøgs- og udviklingsprojekter til belysning af de muligheder, der ligger i en helhedsskolemodel, som kan forbedre lærernes muligheder for i langt højere grad at støtte det enkelte barns udvikling og skabe bedre sammenhæng mellem leg og læring. Dette er i fuld overensstemmelse med skolelovens intention og ligger inden for dens rammer.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Målet er selvfølgelig at forbedre elevernes undervisningsudbytte, men også at indrette undervisningen og skoledagen på en anden måde, så børnene oplever en meget mindre stresset og opsplittet dag. Derfor har vi foreslået en omlægning af skoledagen med fleksibel skemalægning, hvor undervisningen i langt højere grad kan tilrettelægges ud fra pædagogiske hensyn.

Dertil kommer behovet for mere tid - måske folkeskolens allerstørste mangelvare. Som det er i dag, får børnene ikke de muligheder for læring, kreativ udfoldelse og fordybelse, som de fortjener.

Susanne Clemensen

uddannelsesordfører

Centrum-Demokraterne