Brug lokalarkivet i undervisningen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Landets lokalhistoriske arkiver har i de senere år oplevet et stigende antal henvendelser fra elever og lærere, som beder om hjælp til projektopgaver, emneuger og lignende. Men samarbejdet mellem lokalhistoriske arkiver og skolen kan udbygges og forbedres, mener uddannelsesudvalget under Sammenslutningen af Lokalarkiver (SLA), og udvalget vil derfor nu prøve at indsamle de erfaringer, som lærerne hidtil har fået på dette område.

I den forbindelse vil SLA gerne i kontakt med lærere, der har erfaringer med at inddrage lokalhistorie i undervisningen, og som har brugt materiale fra de lokalhistoriske arkiver. SLA vil gerne vide mere om fremgangsmåden, undervisningens tilrettelæggelse, pædagogiske fif med mere.

Johnny Wøllekær er arkivar på Stadsarkivet på Odense Rådhus. Han siger:

- Arkiverne er lokale kultur- og dokumentationscentre, som både kan stille originalt materiale til rådighed og formidle de mange historier, der findes i materialet. Lokalarkiverne rummer mange muligheder - også for historieundervisningen i folkeskolen.

- Der er ofte stor lyst til at arbejde med 'det lokale' og lokalhistorien, ligesom større elever tit selv er parate til at indsamle informationer, der kan dokumentere egnens historie og udvikling, siger Johnny Wøllekær.

Det er meningen, at SLA vil oprette en slags 'idé-bank', hvor arkivarer og lærere kan hente inspiration til at arbejde med lokalhistorie. SLA's kontaktpersoner er Jørgen Tølløse og Johnny Wøllekær. Sidstnævnte kan træffes på telefon 6613 1372 - lokal 1030.