Anmeldelse

Sammen mod mobning

Sammen mod mobning

Nu har lærerne fået et nyt og godt redskab til rådighed i arbejdet for at undgå mobning, hvor der sættes forøget fokus på, hvordan man kan øge trivslen i de danske klasselokaler

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fænomenet mobning er langtfra nyt, men noget tyder på, at der er kom­met en skærpet opmærksomhed omkring det. Derfor udgives der mange rigtig gode materialer om mobning, og et af dem er kampagnen "Sammen mod mobning - for trivsel, tolerance og tryghed". Den er iværksat af Undervisningsministeret og Skolestyrelsen i samarbejde med  blandt andet Børns Vilkår, Danmarks Lærerforening, Danmarks Radio og Skole og Samfund.

Fakta:

Titel: Sammen mod mobning

Type: Diverse

Forlag: DR Multimedie

Kampagnen varer til udgangen af 2009, og indtil videre er kampagnens centale formidlingsplatform en imponerende internetportal: www.sammenmodmobning.dk, hvor der virkelig er noget at hente for både børn, forældre, lærere og pædagoger. Her kan der hentes informationer om kampagnen, aktiviteter, nyheder, pressemeddelelser og lærervejledninger.

Desuden er www.sammenmodmobning.dk en national trivsels- og antimobbeportal, der drives af Dansk Center for Undervisningsmiljø, som ønsker at oplyse grundskolens forskellige aktører og tilbyde værktøjer og metoder til at skabe trivsel og modvirke mobning i skolen. Portalen skal også søge at formidle brugernes og andre seriøse aktørers erfaringer, metoder og tiltag til at skabe trivsel, tolerance og tryghed i skolen. Et hovedbudskab er at stå sammen mod mobning - hele tiden.

Det er svært at udpege en enkelt ting i denne kampagne, men jeg har valgt særligt at anmelde dilemmaspillet "Sammen mod mobning" - et klasseforløb til i fællesskab at skabe bedre trivsel. Og den kan virkelig anbefales. Det er virkelig godt!

Spillet er primært målrettet 3.-6. klassetrin, men kan bestemt også bruges på ældre klassetrin, da de elever, der medvirker på dvd'en, er 6.- og 7.-klasse-elever. Også yngre børn bliver fanget. Min egen datter på ni år og hendes kammerater blev dybt optaget af filmene og den medfølgende debat, da jeg skulle gennemse materialet. Meget naturligt begyndte børnene at tale sammen om, hvordan de selv havde oplevet mobning, og de svarede med det samme på studie­vær­ten Jeppe Vig Finds direkte spørgsmål til seerne.

Dvd'en er opdelt i seks kapitler, hvor hvert kapi­tel er tænkt til et forløb på fire dele: film, klassediskussion, debat i tv-studiet og klassens egne regler. Her kan man drøfte emner som: Hvad er mobning, hvornår er man en del af fællesskabet, hvornår er man sladrehank, og kan vi bruge de voksne?

Min datters klasse svarede stort "JA", deres lærere var gode til at gøre noget ved mobning. Svarer dine elever også det? Du har vel pligt til at spørge dem, har du ikke?