Da Signe Mathiasen var yngre, håbede hun altid på, at det ikke var hende, der blev spurgt i dansktimerne. Hun brød sig ikke om, at de andre kiggede på hende. Hun er ordblind, og selvom hun knoklede, gik det meget langsomt med at lære at læse.

I dag er Signe 15 år og går i 8. klasse. Hun har lige færdiggjort et tjekket PowerPoint-foredrag om sig selv til 150 gæster ved en stor temaaften om computerstøttet undervisning for ordblinde børn i Ry i Midtjylland. Den aften var det de ordblinde, der sad på forreste række, det var dem, der var heltene. Desværre blev Signe lagt ned af en influenza, men et par dage efter viser hun sin PowerPoint til Folkeskolen og fortæller om den forandring, der er sket, efter at hun har fået en bærbar computer med programmer, der hjælper hende med at læse og skrive.

I starten lod hun altid computeren blive nede i tasken i skoletiden, blandt andet fordi det betød meget for hende at bruge sin pæne håndskrift i kladdehæfter og logbog. Men en dag tog hun den lidt tilfældigt frem og fandt ud af, hvor meget lettere og hurtigere det hele gik.

»Jeg regner med, at jeg skal have den her ved siden af mig resten af mit liv«, siger Signe Mathiasen, som til gengæld også trods ordblindheden tror på, at hun kan få en fremtid, hvor hun skal arbejde med fremmedsprog.

»Jeg har tænkt på, om jeg kan komme et år på udvekslingsrejse måske til Australien for at blive bedre til engelsk«, lyder de foreløbige planer.

»I tysk er jeg faktisk lige så god som alle de andre. Der er i hvert fald tit nogle fra klassen, der spørger mig, hvordan man siger et ord på tysk«.

Det er også Signe, der sammen med Thomas fra 9. klasse, som også er ordblind, er skolens absolut mest aktive elev på klassernes SkoleKom-konferencer. De er vant til at skrive med deres fælles specialundervisningslærer og »advokat« i projekt computerstøttet undervisning, Lise Thomsen, så for dem er det helt naturligt at hente ugeplaner og lektier på nettet.

En dag fik Lise Thomsen for eksempel en panik-mail fra Signe: »Ved du, om en USB-pen kan tåle at komme i vaskemaskinen?« Det anede Lise Thomsen ikke noget om, men det gik godt den lille »pen«, hvor Signe havde lagret sit store projekt om anden verdenskrig, overlevede turen med bukserne i maskinen.

I dag læser Signe Mathiasen selv de bøger, klassen læser, selvom det tager hende lidt længere tid. Kun når hun har nogle digte eller en novelle for fra den ene dag til den næste, tager hun scanneren i brug og får en syntetisk stemme til at læse højt.

Bruger scannerpennen

Mikkel Højgaard Christensen på ti år går på Låsby Skole. Hjemme på gården, hvor han bor, havde der aldrig været en computer før, og Mikkel har ikke som så mange andre tiårige været vant til at spille på computer. Men nu lægger han billeder af sine hundehvalpe ind på computeren og skriver historier om, hvordan det går med at sælge dem. Og når han skal læse en tekst i klassen, så kører han lige scannerpennen ind over den og hører den i sine høretelefoner.

»Det gode er, at jeg ikke selv skal knokle med at læse det«, siger Mikkel.

»De andre i klassen er sådan lidt misundelige«, fortæller han, mens han viser, hvordan han bruger scannerpennen til at læse spørgsmålene til den fagbog, han har arbejdet med.

Computeren gætter det næste ord

Mikkel kan mærke, at han hele tiden bliver bedre til at læse og stave, selvom han lader computeren gøre en del af arbejdet.

»Se her før byttede jeg tit om på den og det, når jeg skrev. Men hvis jeg skriver d-e-t, så kan jeg lige få skrivestøtten til at læse det højt for mig, og efterhånden så husker jeg det jo«, forklarer Mikkel.

Skrivestøtteprogrammet er hele tiden et skridt foran Mikkel. Når han med programmets hjælp skriver ordet faktisk, så står der allerede burde ovre i det lille skrivestøttefelt til højre, fordi det rent statistisk er et af de ord, der ofte kommer efter faktisk på dansk.

Signe og de øvrige store elever i computerstøtteprojektet bruger programmet IRIS-Ordbank, der hjælper med at finde den rigtige bøjning af ordene. Og Signe Mathiasen er ikke mindst glad for, at hun i sin tid med egen bærbar har fået lært at udarbejde PowerPoint-præsentationer, hvor det er naturligt at skrive små korte sætninger som støtte, når man skal holde oplæg i klassen om et emne.

»Så ved jeg, at alle kigger på skærmen og ikke på mig«.

kravn@dlf.org