Kære Ole Vig Jensen

Mit ærinde er, at jeg synes, du skal falde lidt til ro for en stund og ikke bekymre dig så meget om alle de ting, en række interessenter mener mangler henne i skolen. Hvil lidt på laurbærrene i visheden om, at det er en god lov med visioner og mange muligheder, vi nu laver skole efter. Det vil naturligvis tage lidt tid, inden vi bliver i stand til helt at leve op til den, men vi er allerede kraftigt på vej.

Selv var jeg så imponeret, at jeg, inden loven skulle træde i kraft, tog afsked med alle mine kolleger, da jeg mente, at vi i den efterfølgende sommerferie nødvendigvis måtte undergå så store forandringer, at vi næppe ville kunne kende hinanden igen ved det nye skoleårs start.

Flot var det så at høre, at vi ikke fra den ene dag til den næste forventedes at kunne ændre kurs så radikalt, men stille og roligt kunne arbejde os ind på opgaven. Dette kan jeg naturligvis godt se meningen med, for dels har vi jo, en stor del af os, endog mange års gode erfaringer med det, vi gik og gjorde, og dels får vi ikke pusten til at løbe så hurtigt, som det nu kræves af os, bare sådan i løbet af en sommerferie. Det kræver træning, og den er vi så i gang med nu.

Imidlertid er det på dette punkt, jeg ikke helt forstår dig, kære undervisningsminister. Jeg troede, du havde indstillet dig på, at indførelsen af den nye lov ville være en proces, der nødvendigvis måtte tage den tid, sådanne processer tager, og at du så stille og roligt ville afvente resultatet af vores arbejde.

Det er her, jeg ikke føler mig sikker på, om du har is nok i maven til at overhøre de røster, som skriger på iværksættere, fageksperter og lignende, og i stedet beder dem om at vente, til vi ser, om ikke alle bliver rigeligt tilgodeset, når loven er slået rigtigt igennem. Jeg tror nemlig, at iværksættertankerne allerede er tilgodeset i den nye lov, og eksperter i matematik og fysik færdes jeg blandt hver dag på skolen.

Vi skal blot have lidt tid og de nødvendige ressourcer, så vi kan forstå og forandre, indstille og justere, og så kan du måske en skønne dag læne dig tilbage og konstatere, at det trods alt lykkedes alligevel.

Nå, nej. Det går vist ikke, for med den fart, der er på udviklingen, er vi så sikkert allerede langt bagefter igen, medmindre . . .

Kasper Mose

Nørre Alslev

( Forkortet af redaktionen )