Uskolet

Ferien er slut – alt er forfærdeligt

Men der er håb at hente i denne Folkeskolens guide til at komme godt i gang med hverdagen igen:

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De første dage efter ferien er altid en udfordring: Bevar overblikket, gå i roligt tempo mod nærmeste indgang, søg tilflugt under et bord. Afvent nærmere instrukser.

Det er helt normalt efter ferien at have glemt sine passwords. Også hvis du ikke kan huske enkelte navne eller har problemer med at lokalisere lærerværelset.

Børn kan fornemme, når noget er galt. Tal med dine elever om, at ferien ikke findes mere, og at den aldrig kommer tilbage. Sæt i fællesskab ord på de svære følelser, så du ikke står alene med din desperation.

Trap langsomt ned fra feriens hvidvinsniveau til et mere realistisk leje. Undgå så vidt muligt, at eleverne opdager noget.

Forsøg at holde af hverdagen.

Hvad fuck vidste Dan Turèll egentlig om hverdagen, den 
skide boheme.

Forbered dig på et skift i status og identitet: Du er ikke længere en ussel turist, du er nu igen en ussel lærer

Husk, at ledelsen har det præcis som du. De har bare været på kursus og lært at »gå forrest« og »udstråle positivitet«. De kan godt selv høre det.

Fokusér på de små fordele. For eksempel er bestanden af flåter i de fleste klasselokaler markant lavere end i det danske sommerland.

Efter en længere ferie i selskab med sine egne Pokémonjagtende møgunger kan mødet med andres Pokémonjagtende møgunger undertiden føles befriende.

Sæt dig overskuelige mål, der er realistiske. At vinde i lotto og flytte til Mauritius med fransklæreren er ikke et realistisk mål.

Forbered dig på at skifte fra afslappede shorts og sandaler til … nå ja, afslappede shorts og sandaler.

Husk: Det handler ikke om at lære ungerne alt muligt. Det handler om at måle et eller andet udefinerbart på et tidspunkt, hvor dem inde fra ministeriet beder om det.

Solhatten klædte dig godt, men jahatten er også ret fiks. Pøj-pøj med det lotto.

Opsøg nye venskaber i lærerkollegiet, forsøg eventuelt igen at opnå opmærksomhed fra fransklæreren. Det er nu, der skal handles, mens du er flot og solskoldet.

Uskolet er Folkeskolens bagside med opdigtet satire, som er inspireret af små og store begivenheder i tiden. Enhver lighed med tilværelsen, virkelige personer og nulevende hændelser er tilfældig og for det meste ikke med vilje. Ingen af de personer, som optræder i artiklerne, kunne finde på at gøre eller sige sådan i virkeligheden.