Karl Due Kristensen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der blev meget stille på Hals Skole, da det samlede personale onsdag den 15. marts fik meddelelsen om, at vores kollega gennem knap 23 år, i en alder af bare 46, ikke mere var iblandt os.

Karl Due Kristensen vil blive husket af såvel kollegaer som elever og forældre som et dygtigt og altid imødekommende menneske.

Karl var fagligt dygtig og kompetent inden for sine primære virkeområder matematik, fysik/kemi og edb. Aldrig gik en kollega eller en elev forgæves til Karl med et problem. Han ofrede gerne både pauser og fritid for at være os andre behjælpelig. Karl var lige fra begyndelsen involveret i arbejdet med edb og har gennem årene været Hals Skoles ansvarlige på området.

I sit lærerliv har Karl bestridt flere tillidsposter såsom lærerrådsformand og sikkerhedsrepræsentant.

Karl Due var ligeledes en meget aktiv underviser i fritids- og ungdomsskolen.

Karl havde det svært med sig selv den seneste tid. Nu har han fået den fred, han søgte efter.

Æret være Karl Dues minde.

Bjarne Jensen

for kollegaerne ved Hals Skole