Det er klart, at lærerinden fra 68-årgangen ikke kan styre Brian og de andre rødder i de ældste klasser. Det er hørt tit, så det skal nok være rigtigt, ik'?

Det er det ikke!

Det er ikke den midaldrende eller ældre kvindelige lærer, der har problemer med disciplinen. Og det er hverken i 8., 9. eller 10. klasse, der er ballade. Det viser en undersøgelse, som er ved at være færdig.

På landsplan er det drenge i børnehaveklassen og 1. klasse, der er mest urolige. Og i lærergruppen er det den unge lærer, der har det sværest.

Det er ikke en bestemt undervisningsform, der giver uro, og når eleverne selv er aktive, er der færrest eller ingen problemer med adfærden.

Og så viser det sig ikke overraskende, at jo større overensstemmelse der er mellem skolens og forældrenes holdninger, jo mindre uro er der.

Der er altså noget, der kan laves om på. Og mulighederne skulle være gode, for en anden undersøgelse, som også er lige på trapperne, viser, at folkeskolens forældre er temmelig godt tilfredse med lærernes indsats. Så hvis skolen vil stille skarpt på problemerne, er forældrene forbundsfæller og ikke fjender.

Nogle af spørgsmålene kunne lyde:

- Hvordan kan lærere og forældre her på skolen blive bedre til at arbejde sammen om det fælles ansvar, det er at lave en god skole for alle?

- Hvad kan vi gøre for at forberede børnene på skiftet fra børnehave til skole og for at forbedre modtagelsen af børnene i børnehaveklasse og 1. klasse?

- Hvad kan vi gøre for at hjælpe de nyuddannede lærere i gang?

- Hvordan kan lærernes teamsamarbejde rettes mere direkte mod undervisningen, så alle kan blive bedre til at klare udfordringerne?

- Hvordan kan ledelsen blive bedre til at hjælpe lærere, der har klasser, hvor der er problemer?

- Hvordan kan ledelsen blive bedre til at hjælpe lærere, der selv har problemer?

På skoler, hvor der er vilje til ikke bare at tale om problemerne, men at gøre noget ved dem, kan hverdagen ikke alene blive mere tålelig, men meget bedre. Både for elever og lærere.

Men det er vigtigt at huske, at selv på den bedste skole er der børn, som ikke trives, og som ikke får nok ud af skolegangen, fordi deres problemer ikke kan klares i almindelig klasse med en almindelig lærer. Det drejer sig ikke om mange. Men de er der. Og de kan ødelægge mulighederne både for sig selv og for andre, hvis de ikke hjælpes på den rigtige måde.

Den slags problemer kan den enkelte lærer og den enkelte skole ikke løse alene; alligevel har mange kommuner travlt med at beskære den pædagogisk-psykologiske rådgivning. Og mange observationsskoler og behandlingshjem er nedlagt.

Det behøver man ikke sætte forskere til at undersøge. Sådan er det bare. Men politikerne kunne passende bidrage til løsningen af problemerne ved at sikre de nødvendige bevillinger. Det vil være en god investering for Brian. Men mindst lige så meget for alle de andre.

-th

Det behøver man ikke sætte forskere til at undersøge. Sådan er det bare