Selvfølgelig har redaktøren ikke nægtet at optage et indlæg fra min hånd. Han har blot sendt det tilbage til mig med pålæg om at ændre det, for ellers ville det ikke blive bragt! Fordi han mente, at nogle linjer ikke var 'forståelige for alle'. (. . .)

Og det er jo noget ganske andet! Ikke? (Folkeskolen nummer 9.)

Et interessant eksempel på redaktionel akrobatik - med dobbelt sikkerhedsnet! For ingen Folkeskolelæser vil nogen sinde selv få lejlighed til at læse indlægget og konstatere, at redaktørens påstand er en gang udsøgt vrøvl, for jeg skriver altid, så alle forstår budskabet! Det ved redaktøren udmærket!

Derfor stinker hans forsvar fælt af pedantisk selvretfærdighed.

Men hvad gør man ikke for fremdeles at fremstå som Folkeskolens uovertrufne sprechtallmeister med demokratiske applikationer i højglans!

Skulle jeg imidlertid et øjeblik dvæle i redaktørens tankeverden, må jeg skuffe ham. Jeg søger absolut intet martyrium!

Jeg går efter sagen! Ubønhørligt!

Enten er der ytringsret i Folkeskolen, eller også er der ikke.

Derfor har redaktøren et forklaringsproblem: Er debatspalternes kolofons oplysning om, at alle indlæg under 1.750 enheder bliver bragt, kun demokratisk pynt - eller faktisk reel?

Og har redaktøren mandat til - med et eller andet påskud - at forlange det ændret og dermed påvirke indholdet og som sidegevinst forhale aktualiteten?

Og så håber jeg i øvrigt ikke, at redaktøren anser debatten om dette vigtige spørgsmål for afsluttet!

Niels Christian Christensen

Hjørring

Svar

Alle læserbreve gennemgås - ligesom alle andre tekster - i redaktionen. Vi ser på tegnsætning, stavning med videre. Vi forsyner teksten med en overskrift, og vi vurderer selvfølgelig hver gang, om læserbrevets sprog kan forstås. Småting retter vi uden videre, men hvis vi ikke umiddelbart kan forstå en tekst, går vi ud fra, at flere andre kan have problemer med den. Og så kontakter vi afsenderen.

I det konkrete tilfælde forstod jeg ikke de første linier, derfor blev brevet sendt tilbage. Jeg bad om enten at få det slettet eller uddybet, og jeg har meget svært ved at forstå, hvordan et forslag om uddybning kan opfattes som censur.

Ja, redaktøren har mandat til at forlange en tekst ændret. Redaktøren har også mandat til at sige nej tak. Det står i medieansvarsloven, som er vedtaget af Folketinget.

Danmarks Lærerforening har en fornem tradition for åbenhed, derfor optager Folkeskolen stort set alle debatindlæg fra medlemmer. Når et læserbrev afvises, kan der klages, og det fremgår altid af den skriftlige beretning til foreningens kongres, hvor mange - eller rettere hvor få- læserbreve der er blevet afvist.

Men bladets tradition for åbenhed sættes under et hårdt pres, når enkelte medlemmer uge efter uge sender læserbreve. Når den samme håndfuld mennesker i nummer efter nummer enten anlægger det samme synspunkt i forskellig sproglig indpakning eller skriver om hvad som helst, så trues den åbne dialog. Kvantitet og gentagelse fremmer ikke nødvendigvis forståelsen.

Det er svært at se forskel på en kværulant og en dissident. Det problem har jeg som ansvarshavende redaktør. Hvis ikke alle respekterer bladets debatsider som en demokratisk mulighed for samtale, men blot fylder på, så tvinges jeg til at sortere kraftigere - og dermed også til at sige nej.

Debatten om det problem er langtfra slut, men diskussionen mellem Niels Christian Christensen og mig er ikke særlig udviklende.

Thorkild Thejsen

redaktør