Debat

Beskedent resultat

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Så står vi igen med et overenskomstforlig. På grund af skævdeling blandt andet til fordel for sygeplejersker og pædagoger får lærerne kun 3,85 procent mod gennemsnitligt 4,25 procent i KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte). Hertil skal lægges reguleringsordningen. Der er blot det, at 0,2 procent decentral løn skal finansieres af den samme reguleringsordning, så reelt vil alle ikke få lønnen reguleret fuldt ud for efterslæb.

Selvfølgelig er det positivt, at begyndelseslønnen er hævet, og at projektet med endeligt at få lærere på slutløn op fra 38 til 39 er gennemført denne gang. Reelt betyder det sidste, at alle på slutløn siger 1.683 kroner om året! Forbedring af eksamensaftalen på få timer og forhøjelse af trekronerstillægget til fem kroner som kompensation for indgåelse af skoleakkorder må naturligvis vurderes, men ud fra en samlet vurdering må man sige, at resultaterne ved denne overenskomst er meget beskedne.

Det kunne så være i orden, hvis der var positive politiske gevinster at hente på langt sigt. Det er der ikke - tværtimod.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Forhandlerne og hovedstyrelsens flertal har godkendt et forlig, der accepterer en ændring af vores politik vedrørende decentral løn. På trods af kongressens krav og foreningens lønpolitik, udsendt til alle medlemmer i december måned, er vi nu i en helt uacceptabel situation.

Vi står i de kommende to år over for arbejdsgivernes udfordringer om nye lønformer byggende på grundløn, kvalifikationsløn, funktionsløn og resultatløn. At det ikke er en tom trussel, har vi set ved disse overenskomstforhandlinger.

Kollegerne skal vurdere, om de fåøkonomiske gevinster her og nu er nok til at opveje udsalget af foreningens lønpolitik.

Personligt mener jeg det ikke.

En accept denne gang vil være en katastrofal fejltagelse.

Derfor er jeg ikke i tvivl - det bliver et nej ved urafstemningen.

Karen Marie Elbrønd

tillidsrepræsentant

Breum Skole

Skiveegnens Lærerforening