Uskolet

Keder dine elever dig?

De fleste lærere kender til kedsomhed i skolen. Ny bog præsenterer fire arketyper på elever, der keder dig.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ballademageren

Gorm keder dig, fordi han har en oplevelse af ikke at blive hørt eller anerkendt. Han er fagligt dygtig og vil gerne lære. Men han oplever, at alt bliver ham pålagt på forhånd af lærerne, selv om han har mange ideer. Når Gorm keder dig, reagerer du med uro, høje råb, rastløse bevægelser og negative indstillinger, fordi han er så uendeligt uinteressant.

Den fortabte

Poul kan ikke se meningen med at gå i skole, og han har givet op på den faglige del. Han kan ikke se, hvad han skal bruge det til og vil bare have tiden til at gå. Prøver han at snakke med forældre eller lærere, får han at vide, at »det er din egen skyld«. Det er det også. Han kan bare lade være med at have så nederen en attitude og ligge hen over bordet. Og være så pissekedelig.

Den seje

Marie vil gerne blive til noget stort, måske endda læge (gaaaaab). Hendes forældre er lavtuddannede, og hun vil ikke selv ende som kassedame, siger hun. Marie forsøger at blive en af de seje og populære i klassen ved at skabe underholdning og hele tiden søge drama. Det er bare dødssyg underholdning, hun finder på, og virkelig også noget sløjt drama.


Nørden

Mikkel er fagligt dygtig, og han kan lide at gå i skole og få undervisning. Men han bliver forstyrret af de andre elevers larm, uro og evindelige spørgsmål. Mikkel keder dig, fordi han tror, undervisningen og opgaverne ikke er fagligt udfordrende for ham. Men det er de. Det er bare ham, der er kedelig. Virkelig, virkelig kedelig.

Powered by Labrador CMS