Debat

Rekruttering tilbage på sporet

Det gode lærerliv.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er for få ansøgere til læreruddannelsen, for stort frafald og for mange nyuddannede, der stopper med at arbejde som lærer.

En af årsagerne er, at der er færre unge at rekruttere fra. Forvirring om læreruddannelsen er en anden årsag. Det er svært at finde hoved og hale i, hvordan og om man får en god uddannelse, strukturændringer og indholdsændringer taget i betragtning. Den tiltagende konkurrence om de studerende har givet et diffust billede af, hvad læreruddannelsen byder på. Taxameterprincippet i uddannelsessystemet har påvirket uddannelsesinstitutionerne til at gå efter kvantitet, fordi det udløser pengene, frem for kvalitet. Den stramme økonomi har betydet mange aflyste timer med mindre undervisning til følge og mere selvstudium.

Det er for let at finde dårlige historier at fortælle.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det er der også om forhold, der påvirker folkeskolen negativt: For meget pres, politisk indblanding, der ikke styrker undervisningen, hovsatiltag og overdreven bureaukrati, uro og rummelighedskrav uden fornødne støttefunktioner i kraft af veldimensionerede afdelinger af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og særlige tilbud til elever med støttebehov.

Det ér ikke inspirerende historier, men de er ikke det eneste billede, og der er forskel på historier og på naturlove. Fælles for alle nævnte problemer er, at de kan overvindes, hvis der er vilje til det.

Enhver ved, at dårlige historier er dårlig markedsføring.

Der skal gribes til handling for at vende udviklingen, og der er mange ejere af problemerne med ansvar for at overvinde dem og handle klogt, men hvis vi kun bevæger os i desillusionismen, er faren for tunnelsyn overhængende.

Midt i al elendigheden forsvinder det allervigtigste ofte i fortællingen, nemlig den afgørende driftkraft, der ligger i at have den mest meningsfyldte opgave, det er at undervise børn og unge, så verden åbner sig, så de kan være en del af et fællesskab, hvor de udfordres, overvinder forhindringer, udforsker, lærer og erfarer.

Mange unge efterspørger meningsfuldhed i deres liv og erhvervsvalg.

Lige præcis det er vi leveringsdygtige i i skolen.

Det er tvingende nødvendigt, at historierne om, hvad det egent­lige lærerarbejde kan give af energi og entusiasme, fortælles.

Det er netop, fordi det er der, kraften ligger, at der er et særligt incitament til at overvinde de åbenlyse udfordringer.

Rekrutteringen til lærerfaget skal tilbage på sporet. Kernen i og glæden ved at undervise er den bedste markedsføring af faget.

»Det er tvingende nødvendigt, at historierne om, hvad det egentlige lærerarbejde kan give af energi og entusiasme, fortælles«