Debat

Husker I os?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som psykologer og konsulenter føler vi stor frustration over, at DLF tilsyneladende glemmer os, hver gang der skal forhandles løn. Nogle oplever direkte lønnedgang ved jobskifte fra lærer til konsulent/psykolog - andre et uændret lønniveau på trods af en lang kompetencegivende uddannelse. Der er intet økonomisk incitament for at søge en stilling som konsulent eller psykolog.

Vi undrer os over at få mindre i lønforhøjelse end gruppen af lærere på anciennitetsløntrin 42/44, som vi typisk ville have tilhørt, hvis vi var forblevet i folkeskolen. I har tilforhandlet et tillæg for nævnte lærere på 15.149 kroner, for konsulenter 13.984 kroner og for psykologer 12.701 kroner, hvis man vel at mærke har autorisation, ellers kun 8.157 kroner årligt. Samtidig indfører I et undervisningstillæg på 11.653 kroner for lærere med vejlederfunktion. En funktion, vi som konsulenter matcher uddannelsesmæssigt og typisk ville besidde, hvis vi havde ansættelse i folkeskolen. I alt en forskel på 12.818 kroner per år på at være ansat som undervisningsvejleder på en skole eller som konsulent i en skoleforvaltning. Vi udvikler således et lønefterslæb i forhold til lærere i folkeskolen. Hvorfor synes I ikke, vi fortjener en ordentlig lønpolitik?

Anerkender I ikke behovet for vores faggrupper i arbejdet med kvalificering af skolen? Kan det være rigtigt, at en fagforening i dagens vidensamfund ikke vil prioritere og understøtte videreuddannelse, så det kan vise sig i lønnen? Vi er her også - endnu.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Ovenstående skal ikke ses som udtryk for, at vi finder lærernes lønstigning for stor eller uberettiget. Vores er blot for lille.

Svar

Jeg mener ikke, at overenskomstresultatet er udtryk for, at konsulenter og psykologer blev glemt eller forfordelt. Psykologers og konsulenters lønstigninger er absolut sammenlignelige med lønstigningerne generelt for lærergruppen ved denne overenskomstforhandling. Vi vil aldrig komme ud med et identisk resultat for alle. Denne gang prioriterede vi at få indført et tredje kvalifikationstrin for lærere og børnehaveklasseledere i det nye lønforløb. Her og nu er det lærere og børnehaveklasseledere med en anciennitet på 12 år, der får en særlig gevinst ud af det, men det har en langsigtet stor betydning for hele vores lønsystem. Derfor er det nødvendigt at foretage sådanne prioriteringer.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF