Lærerstuderende kommer tit frustrerede tilbage fra praktik og siger noget i retning af: »Vi kan ikke bruge det, vi lærer på seminariet, til noget ude i folkeskolen«.

Uanset om de har ret eller ej, er frustrationen så markant, at adjunkt Helle Bjerresgaard fra CVU Sønderjylland har taget den alvorligt og besluttet sig for at undersøge, hvordan de akademiske teorier i højere grad kan spille sammen med virkeligheden i klasselokalet og gøres mere anvendelige for de studerende.

Også fordi beklagelserne vakte genklang i hende selv fra hendes egen tid som lærer i folkeskolen.

»Når praksis banker på hele tiden, og det skylregner ned over dig med nye forandringer og ministerielle krav, så har du som lærer ikke overskud til at teoretisere over din undervisning. Du tillægger dig vaner, og hvis det går okay, er der ingen anledning til at ændre på det«, siger Helle Bjerresgaard og tilføjer:

»Det samme gælder seminarielærerne«.

Hun var lærer i omkring 25 år, inden hun for et år siden blev ansat på CVU Sønderjylland som adjunkt i pædagogik.

»Jeg synes, de studerende møder en fordom i skolen om, at der render akademiske kloge-åger rundt på lærerseminariet, som ikke har begreb om, hvad der foregår i folkeskolen: 'Glem det der, kom I nu ud til os, så lærer vi jer, hvordan man gør'. Praksis bliver tyk og overtager det hele. Men glemmer man teorierne, glemmer man også basis for at vælge. Et teoretisk eftersyn kan vise, at ens undervisning for eksempel er blevet for kognitiv, og ved teoriens hjælp kan man finde andre læringsmetoder frem, narrativ læring eller learning by doing. Og går kommunikationen i smadder med et forældrepar, kan man for eksempel søge til Luhmanns kommunikationsteori. Her kan man se sig selv ind i kommunikationen og finde ud af, hvorfor det kikser«, siger Helle Bjerresgaard.

Seminarielærere ud af busken

»Det er rigtig uhyggeligt, når man får sit øje skåret ud med en lampepære«, gyser en pige fra 5.c til spørgsmålet om, hvad der virker uhyggeligt på film.

Allan Mølgaard, lektor i dansk på CVU Sønderjylland, samler op på 5.c's forløb om gys og gru. Undervisningen er egentlig traditionel. Han stiller spørgsmål, og eleverne fra Lyshøjskolen i Kolding svarer. Det utraditionelle består i, at en seminarielærer underviser børn i folkeskolen.

Allan Mølgaard er en af de 14 seminarie- og folkeskolelærere, der har meldt sig til Helle Bjerresgaards projekt om professionsudveksling. Ideen er, at de to lærertyper arbejder sammen og udveksler erfaringer. Seminarielærerne får førstehånds­erfaringer fra folkeskolen med hjem til brug i deres undervisning. Folkeskolelærerne får anvendelige teoretiske indspark - uden at behøve at læse tykke bøger.

»Læreruddannelsen skal bevæge sig nærmere en praksisforankring. Det gør den kun, ved at vi stikker hovedet ud af busken«, siger Allan Mølgaard.

»Vi kan ikke være bekendt at være seminarielærere uden at have et opdateret billede af dagens folkeskole. Det er vigtigt, at vi har så meget føling med skolen, at vi giver de studerende et billede af praksis, der er så virkeligt som muligt. Og det kan man altså ikke læse sig til i en bog«, konstaterer Allan Mølgaard.

Forløbet med gys og gru har han planlagt sammen med folkeskolelærer Ellen Rossen og en række studerende fra seminariet. De fælles erfaringer bliver brugt direkte i undervisningen hjemme på seminariet.

Sparring og udfordring

Klasselærer Ellen Rossen har dansk på grunduddannelsesniveau i en lærereksamen, der daterer sig tilbage til 1986. Hun trængte til et fagligt løft, så derfor meldte hun sig til udvekslingsprojektet.

»Jeg trængte til efteruddannelse og til et brush up på mit fag. Min måde at undervise på var ved at være lidt gammeldags. Jeg trængte til nye ideer og til sparring. Jeg vil gerne forholde mig kritisk til min egen praksis, for selv om jeg har 18-19 års erfaring, kan jeg stadig tænke: 'Gad vide, om det er okay'. Jeg gider ikke være sådan én, der går i stå. Jeg vil udfordres med nye tanker. Ny litteratur. Nye måder at arbejde på. Det kommer ikke automatisk, for du kan stadig gå ind og lukke din dør til klasselokalet«, siger Ellen Rossen.

En faglig målrettethed er det væsentligste, hun har fået ud af den faglige sparring med seminarielæreren.

»Før var jeg ikke altid helt klar over, hvor jeg ville hen med min undervisning. For eksempel underviste jeg i grammatik som en løsrevet ting. Grammatikken blev vist lidt det, man kalder en vedhæftet fil. Nu har jeg fået et meget klart mål og fokus i min undervisning i stedet for at ville gøre alting på en gang. Jeg får struktureret min tankegang, fordi jeg hele tiden får tilbagemeldinger på det, jeg gør. Det er en meget spændende, men også en langsom proces. Der er meget refleksion, og jeg får flere vinkler og ideer til min praksis«, siger Ellen Rossen.

Samarbejdet mellem de 14 seminarielærere og folkeskolelærere fortsætter næste år sammen med de studerende. Helle Bjerresgaard samler erfaringerne i en bog, der udkommer i 2008 på Kroghs Forlag.