Niels Egelund siger i Folkeskolen nummer 28 om frifindelsen af Helsingør Kommune i sagen om en ordblind elev: »Kravene om elevplaner betyder, at skoler i fremtiden skal ligge inde med dokumentation for, hvad status, planer og mål har været. En lignende sag vil ikke ende på samme måde om ti år, medmindre skolen har sjusket med elevplaner, og så er det skolen, der har et problem. Det her kommer til at ændre sig ganske drastisk«.

Han ved åbenbart ikke, at skolernes praksis på elevplansområdet ligger lysår fra bekendtgørelsens surrealistiske krav.

Egelund kan så vælge at henholde sig til loven. Men det er en lov, alle andre lader som om ikke eksisterer - selv ministeren, der har defineret en elevplan som det at skrive »et par linjer om, hvordan det går eleven i for eksempel fysik« og erklæret, at den løbende evaluering, som han aldrig taler om mere, ikke skal være skriftlig.

Hvad er det lige for en dokumentation, Egelund taler om?

Hans argumentation er dog ikke uinteressant.

I marts 2007 præsenterede to af Undervisningsministeriets konsulenter mig for den ministerielle fortolkning af bekendtgørelsen. Læreren var forpligtet til løbende at evaluere alle elever i henhold til alle trinmål, opstille mål for de enkelte trinmål og redegøre for, hvordan det skulle kontrolleres, at målene blev nået - alt sammen skriftligt. Materialet skulle forelægges skolelederen på anmodning.

Det er tydeligt, at Egelund baserer sit indlæg på samme udlægning af bekendtgørelsen. Når Bertel Haarder i dag siger, at den løbende evaluering ikke skal være skriftlig, har han og ministeriet - i det skjulte - foretaget en kovending.

Hvilket ben vil ministeriet stå på, når den første elevplanssag skal prøves?