Skolen er under pres i disse år. Krav om forandring, opkvalificering og effektivisering skaber uro. Lærerne er under pres, fordi det i bund og grund er deres arbejde, der bliver målt og vejet, når eleverne testes i overmål som en del af et større politisk pædagogisk projekt.

Hvad projektet går ud på, pakkes som regel ind i ord med så tvetydige fortolkningsmuligheder, at det kan være svært at finde frem til den bagvedliggende intention. Hvem vil ikke gerne have, at børnene klarer sig godt i skolen? Og hvem vil ikke gerne have dygtige og udviklingsorienterede lærere? Derfor gøres der mange forsøg på at finde frem til veje til den forjættede succes. En ny bog søger i den tyske uddannelsesforskning.

"Hvad ved vi om god undervisning?" er en samling af artikler fra et tysk tidsskrift. Der stilles spørgsmål til, hvad vi ved om god undervisning, klasseledelse, klarhed og strukturering, motivation, kompetenceorientering, metoder, læringsmiljøer og indre differentiering. Elementer, der alle er genkendelige for den, der følger med i den aktuelle debat om grundskolen. De er godt beskrevet, når man tænker på den korte plads, der levnes hvert enkelt. Man kunne visse steder ønske sig lidt nuancering, men det kan igen skyldes artiklernes længde. Alt i alt meget godt som en update på "udviklingen inden for den empiriske forskning" for at bruge forlagets egne ord.

Der er bare en lille hage. Bogen rummer en tidstypisk problematik: Den falder i den grøft, hvor man kobler uforenelige størrelser. Og om det er for at gøre alle tilfredse, eller om det er, fordi man ikke finder det problematisk, er uvist. I bogens indledning er det svært at finde ud af, hvor oversætterens ståsted er. Det virker således ikke tilsigtet, at den (tysk-skandinaviske) didaktiske dannelsestradition de fleste steder kommer til at fremstå som det intentionelle udgangspunkt for at skabe god undervisning. Det er begreber som refleksion, demokrati, lærerens relation til eleverne og didaktisk fri fantasi, der bliver brugt til at sætte scenen.

Når man kommer frem til de otte tyske artikler, bliver tingene mere tydelige, om end der stadig bruges begreber fra begge traditionsområder. Der bliver her talt om classroom management, uddannelsesstandarder, kompetenceorientering og andre begreber, som normalt bruges, når man taler om skoleudvikling i en angelsaksisk uddannelsestradition.

Og det er her, den tidstypiske problematik får sit hoved. Det teoretiske udgangspunkt for bogen bliver ikke klart tilkendegivet. Derved bliver det umuligt at finde ud af, hvad der er intentionen med det skrevne. Hvad er egentlig forfatternes præmis for udvikling af god undervisning? Hvor er det, man ønsker skolen og eleverne hen? Hertil skal en bog, der vil beskrive undersøgelser omkring god undervisning, kunne svare ganske tydeligt. For som oversætteren selv skriver, ". befinder man sig ikke i et værdifrit rum", når man taler om undervisning.