Uskolet

Heller ikke lærers madpakke er særligt varieret

Publiceret

En lokal lærers syn på variation i undervisningen – og variation generelt – afspejles ganske præcist af den frysepose med to sammenklappede rugbrødsmadder, en tør gulerod og tre stykker æble, som læreren har medbragt til frokost hver dag de sidste 16 år.

”Hvis det ikke er gået i stykker, er der vel ingen grund til at fikse det”, synes lærerens leveregel at være, og derfor fortsætter han efter alt at dømme med at undervise, som han altid har gjort. Og spise den samme madpakke, som han altid har gjort.

”Når alle de andre åbenbart praktiserer variation i undervisningen, så er det vel en slags variation, at jeg ikke gør det?” lyder det fra læreren.

Og dén kommentar har han gennem årene heller ikke fundet grund til at variere.

Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.