Katrine Dalin Diduch står bag ugens anbefalinger. Denne gang til din håndværk og design-undervisning.
Katrine Dalin Diduch står bag ugens anbefalinger. Denne gang til din håndværk og design-undervisning.

Anbefalinger til håndværk & design

Denne uge anbefalinger kommer fra Katrine Dalin Diduch. Hun er håndværk og design-lærer på Skælskør Skole og faglig rådgiver for håndværk og design-netværket på folkeskolen.dk/håndværkogdesign.

Publiceret

Netværk
Brug alle dine faglige netværk

Det kan være svært at finde tiden til at være forbundet med andre lærere inden for faget. Men det giver så meget tilbage. Og man kan gøre det på så mange forskellige niveauer, efter hvad ens behov er. Jeg bruger meget min fagkollega her på skolen, men han er her jo ikke altid. Der er også den store Facebook-gruppe for håndværk og design, hvor man kan finde inspiration. Og der er Folkeskolens netværk for håndværk og design på folkeskolen.dk, hvor man kan finde en masse inspiration.

Andre gange har man spørgsmål, som man ikke har lyst til at stille til skue for tusinder af mennesker. Jeg har i en periode været suppleant i bestyrelsen for vores lokalafdeling af Den faglige forening Håndværk og Design. Der er jeg virkelig blevet bevidst om, hvor stort et fagligt fællesskab der er der, og hvor mange lærere der ikke får brugt det. Der kan man både stille spørgsmål til bestyrelsesmedlemmerne og bruge de lokale kurser, der bliver holdt på forskellige skoler. Så det skal der også lyde en klar anbefaling til herfra.

Bog
Nørd fagmetodik med solid håndbog

Hvis man har brug for inspiration til undervisningen eller en ren fagdidaktisk vinkel på vores undervisning, så er Hanne Schneider og Stig Pedersens ”Håndværk og design – en fagmetodik” en virkelig god og solid bog. Man kan bruge den som en god håndbog, som man kan slå op i, både som uddannet sløjd- eller håndarbejdslærer, der har brug for inspiration og hjælp til det ”nye” fag, og som nyuddannet, der kan have en masse områder, som man har brug for at blive klogere på. Eller som erfaren lærer, der bare gerne vil have ny inspiration. Den er enkel og letlæselig, og der er mange svar på, hvordan vi skal forholde os til de problematikker, der opstår undervejs i undervisningen. Jeg synes, det er en bog, som alle håndværk og design-lærere skal have på deres bogreol.

Film
Vis verden uden håndværk

Hvert år, når jeg får en ny 4.-klasse, begynder jeg med at vise dem denne lille, tyske reklamefilm. Den viser på meget få minutter, præcis hvad håndværk er. Vi starter med at se en by oppefra, hvor alt er, som det skal være. Folk spiser og arbejder og går på gaden. Men så begynder alting at forsvinde. Rundstykket pulveriseres i hånden på kvinden midt i morgenmaden, tapetet falder af væggene, asfalten forsvinder under mandens fødder. Den varer kun to minutter og 20 sekunder, men den viser så præcist, at verden ikke kunne fungere uden håndværket. Til sidst står menneskene forundrede tilbage i et øde landskab med langt hår og uden tøj på kroppen og banker sten mod hinanden i forsøget på at få varme. Den siger alt.

Powered by Labrador CMS