Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Kontorchef Jonatan Schloss lægger bud på KLs fremtidige håndtering af den vidtgående specialundervisning frem i Folkeskolen nummer 7.
Jeg er indforstået med, at kommunerne til svingende karakter varetager dele af den vidtgående specialundervisning.
Mit sigte er klare mål fra kommunerne om, hvordan de vil angribe opgaven. Jeg finder dine forslag om kommunefællesskaber konstruktive, og målsætningen om at sikre fagligheden på specialskolerne er beroligende, men er kommunerne forpligtigede af dine tanker?
Jeg noterer mig, at du ikke har tilsvarende ambitioner på vegne af de paragraf 20.2-børn, kommunerne selv varetager undervisning for. Mig bekendt er det ikke udtryk for nogen graduering i paragraf 20.2-undervisningen, at amtet ikke underviser de visiterede børn selv, men udelukkende amternes uvilje til at bøje sig for kommunernes stigende udskillelsesfrekvens af børn, som kommunernes rummelighed ikke magter. Ved kommunal overtagelse af paragraf 20.2-undervisningen må alle disse børn give rygstød til, at der kan opbygges specialfaglige miljøer frem for de knopskud, der ofte ses på almindelige folkeskoler.
Du lægger ikke nogle af de elementer i dit katalog, som ikke har den værdige specialundervisning i højsædet.
Mit skrækscenarie er, at kommuner samler al specialundervisning på få skoler, hvor elev- og diagnosesammensætningen er uetiske, fordi den politiske beslutning er taget på et for smalt eller ikke-eksisterende fagligt grundlag eller i værste fald på selektiv viden.
Derfor opfordrer jeg alle gode kræfter til at sikre politikerne et sagligt modspil til eksempelvis Niels Egelunds uværdige generaliseringer om undervisningsbehov hos Damp-børn og børn med Aspergers syndrom, der ikke er en professor i specialpædagogik værdig.
