»Vi skal i Dag tale om, hvordan Formeringen foregaar hos Blomsterplanterne«. Så poetisk lyder første sætning i kommunelærer­inde Elna Panduros legendariske »Det seksuelle Spørgsmaal i Hjem og Skole«. Panduro blev en pioner på sit felt, for i 1913 var det veritabelt pædagogisk spræng­stof at indvie skoleelever i kønslivets mysterier. Tonen var derefter: myndig og uden unødige detaljer.

Tiderne har ændret sig. I 1970 fik vi obligatorisk seksualoplysning i de danske skoler, og skønt faget er timeløst (og kun et min­dretal af seminarier udbyder undervisning), er der bred enighed om dets berettigelse. Hvor det på Panduros tid handlede om at belære og formane, lægges vægten i dag på aktiv og diskuterende læring. Det er ikke længere nok at tilvejebringe fakta og moralske patentløsninger, det handler i højere grad om at udstyre eleven med mod og kompetence til på ansvarlig vis at tage (seksual)livet i egen hånd. Troværdig seksualundervisning må have afsæt i de unges faktiske verden frem for be­vidst­løst at prædike »det gode liv«.

Hensigten med den omtvistede »Sexstarz« var gennem såkaldt edutainment (en blanding af underholdning og information) at øge elevernes bevidsthed om sexlivets muligheder og faldgruber. Filosofien var enkel: Fortrolighed og indsigt giver klog reproduktiv adfærd. De unge lever i et komplekst senmoderne videnssamfund og bombarderes dagligt med seksuelle billeder og budskaber. Cd-rommen var ment som et kvalificeret modspil til denne seksuelle tæppebombning og som et oplæg til diskussion i hjem og klasseværelser. Seksualundervisning handler ikke om at fortie eller bortforklare virkeligheden, men derimod om at uddanne unge til kritiske forbrugere. Vi er derfor kede af, at materialet aldrig nåede frem. Der er hårdt brug for det.