Krydsordsvinder følger med på Folkeskolen.dk

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var en glad Kirsten Mohr Christensen fra Klinkby vest for Lemvig, der forleden fik at vide, at hun var blevet udtrukket blandt dem, der havde indsendt rigtige besvarelser på Folkeskolens fem krydsord fra sidste år.

Det betyder nemlig, at hun har vundet et weekendophold for to på en af Danmarks Lærerforenings kursusejendomme.

'Det glæder min mand og jeg os til. Man kan godt trænge til sådan en weekend efter en lang vinter', siger hun.

Kirsten Mohr Christensen gik på pension for to år siden efter at være blevet overfaldet af en elev. Episoden resulterede i en hjerneskade, der betyder, at hun ikke kan læse artikler eller bøger, men den forhindrer hende ikke i at følge med i skoleverdenen.

'Som forhenværende tillidsmand er jeg stadig meget interesseret i folkeskolen, og mange af oplysningerne får jeg på Folkeskolens hjemmeside. Her er artiklerne til at læse, fordi de ikke er ret lange. Mit handicap medfører, at det ikke nytter noget at gå i gang med længere tekster', siger hun.