Hvad er min pligt, og hvad er mine muligheder? Det spørger mange lærere formentlig om, når de står med et par elever, som de for lang tid siden har indberettet som truede børn til de sociale myndigheder.

Det er desværre ikke sjældent, at der går meget lang tid - undertiden overordentlig lang tid - før de sociale myndigheder foretager sig noget.

Personligt har jeg som skolenævnsmedlem i midten af firserne oplevet, at vi foretog en indberetning til socialforvaltningen om en pige, der forlod skolen i 8. klasse, uden at vi havde sikkerhed for, at hendes skoleuddannelse fortsatte. Efter mere end et år, og efter at vores inspektør havde rykket, fik vi besked om, at socialforvaltningen ville kontakte pigen!

Derfor var historien fra Abildgårdskolen i Odense ikke så usædvanlig for mig. Det drejede sig ganske vist om flere børn og unge, og deres situation var langt mere alvorlig - men alligevel.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke man som lærer kan gøre mere end blot at foretage indberetning samt at rykke. Det spørgsmål forelagde jeg socialminister Henrik Dam Christensen, en dag vi havde ham i samråd vedrø-rende de utilpassede unge.

Og hans svar var ganske klart: Kommunerne har en forpligtelse til at gribe ind over for børn og unge, når der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder, eller hvis der er andre adfærds- eller tilpasningsproblemer.

Indgrebet kan bestå i foranstaltninger i hjemmet eller anbringelse - eventuelt uden samtykke fra forældrene - uden for hjemmet.

Hvis kommunen ikke træffer af-gørelse om anbringelse, kan såvel Det Sociale Nævn som Den Sociale Ankestyrelse træffe af-gørelsen.

Dertil kommer, at Det Sociale Nævn og Ankestyrelsen selv kan træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen - vel at mærke uden at der behøver at fore-ligge en klage.

Med andre ord, hvis en lærer oplever, at et barn eller ung er truet, og kommunens sociale myndigheder ikke tager indberetningen alvorligt, så kan den pågældende lærer indberette til Det Sociale Nævn eller, hvis det ikke foretager sig noget, til Den Sociale Ankestyrelse.

Naturligvis er det en alvorlig beslutning for en enkelt lærer at tage, og det naturlige ville da også være, at man fik sin tillidsrepræsentant til at tage dette skridt.

Men uanset hvem der gør det, så er det da i hvert fald en mulighed for at handle uden om socialforvaltningen. En mulighed, som bør komme ud til de mennesker, som oplever afmagten, når kommunerne ikke gør deres arbejde ordentligt.

Derfor var det også underligt, at socialministeren - på mit direkte forslag - afviste at sende en særlig vejledning ud om dette til skoler og daginstitutioner.

Der går formentlig mange lærere rundt, som er bekymrede over manglende støtteforanstaltninger til deres elever, og som ikke kender disse muligheder. Ministerens talepapir, som tydeligt indeholder denne konklusion, kan findes på Folketingets hjemmeside under Retsudvalget, bilag 433.

Anne Baastrup

medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti