Jeg stemte ja til arbejdstidsaftalen, fordi jeg syntes, at det var vigtigt at bakke min fagforening op, hvis det var blevet et nej, havde vi stået med en meget svækket forening. Men jeg stemte også ja, fordi jeg syntes, at vore forhandler havde gjort et fint stykke arbejde, ikke alt blev ideelt, men der er nu engang to parter i forhandlingen.

Når der bliver en ny arbejdstidsaftale, tager det tid, før vi har opdaget alle mulighederne, vi ser oftest bagud og sammenligner med 'gamle dage', men gamle dage vender ikke tilbage, og hvem ønsker i øvrigt det? Da jeg begyndte som lærer, blev arbejdstiden beregnet ud fra antallet af undervisningstimer, det vil sige, at lærere, som kun beskæftigede sig med deres egen undervisning, havde væsentlig kortere arbejdstid end lærere, som beskæftigede sig med skolens udvikling og løste andre fælles opgaver.

Kommunernes Landsforening lægger vægt på, at folkeskolen skal udvikles, heri er DLF enig. Derfor har vi fået en arbejds-tidsaftale, som giver plads til udvikling og samarbejde mellem lærerne.

Når man så i Folkeskolen læser om lærere med 30 ugentlige lek-tioner, undres man, for det kan i hvert fald ikke lade sig gøre i Randers Kommune, hvor jeg arbejder, og derfor ville jeg gerne se et bevis for rigtigheden af oplysningerne. Skulle det vise sig at være rigtigt, er der kommuner og skoleledere, som langtfra lever op til arbejdstidsaftalens ordlyd, og som derfor kan anklages for brud på aftalen, med de konsekvenser det nu engang har.

Det største problem ved lærerarbejdet er den delte tjeneste, aftalen siger maksimum 40 gange om året, men på grund af akkorder bliver det meget mere for mange lærere. Det er forkert at give arbejdstidsaftalen skylden for miseren, når årsagen snarere er, at arbejdstiden tilrettelægges efter gammeldags skemalægningsprogrammer, som kun er indrettet til at planlægge selve undervisningstiden. De fremti-dige programmer må i langt højere grad kunne planlægge lærernes samlede arbejdstid, ikke som detaljerede mødeplaner, men som rammer, hvor lærerne kan udføre deres arbejde både i helhedsaftaler og selvstyrende team med den frihed, som arbejdstidsaftalen lægger op til.

Det ville være en stor fordel for debatten om arbejdstidsaftalen, hvis man lagde fortiden bag sig. Det tjener intet formål at fort-sætte med at sammenligne med de gamle aftaler. Lad os i stedet samle os om, hvilke ønsker vi har til ændringer, når aftalen udløber om godt to år.

Hvis vi kunne samle debatten om nogle hovedlinier og principper, ville DLF blive stærkere, og dermed ville vore forhandlere kunne opnå endnu bedre resultater fremover.

Otto Holdgaard

Randers