Kære Lone Thomsen. Dit læserbrev i Folkeskolen nummer 7 skal du have tak for. Du beskriver klokkeklart, hvad der sker i mere eller mindre grad for rigtig mange lærere for tiden. Det gør altid indtryk på mig, når lærere er ær-lige uden for en sluttet kreds. Fortielsen har haft (har) alt for gode kår i skolen. Du har været en af de mange samvittigheds-fulde og flittige lærere, der ville se positivt på alle narrestregerne. Tiltagene, kalder du dem. Som du selv skriver, havde du svært ved at sige fra. Som gammel knark har jeg lyst til at sige, at de man-ge år i skolen har lært mig, at vigtigst af alt er at være god til at holde fri, god til at vende det døve øre til, god til at klappe hesten så længe, at den til sidst slet ikke er der, god til somme-tider at blive væk fra de mest tidsspildende møder/kurser og gå ud i solen. Og allersværest: gøre sig umage med at ignorere urimelige og krævende forældres indblanding. Jeg ved kun alt for godt selv, hvor svært det er, uvægerligt får man et ordentligt gok nedad. Vi er jo konstant oppe mod den frygtelige kendsgerning, at vi kun er lavet af kød og blod. Dit indlæg er et formidabelt godt vidnesbyrd om de gruelige følger af altid at gøre, som der bliver sagt.

At vi nu piskes endnu mere rundt i manegen, efter at så mange kolleger tog fejl og stemte ja ved Overenskomst 99, gør ikke sagen nemmere. Jeg ved nok, at jeg sidder med alderens store privilegium, hvor friheden er nær, og kan sagtens snakke. Men gid dog flere ville træde frem og sige fra. Gud bevares, hvilken magt vi så havde haft! Behøver vi længere være så forsagte, nu der er blevet mangel på os?

Hvad med at prøve noget voksenundervisning, Lone, når du har slikket sårene? De skal jo ikke opdrages først. Og er uden for-ældre!

Jeg synes, du fortjener ros for dit læserbrev.

Held og lykke!

Else Baggesen

Hjørring