Folkeskolens leder:

Aktuelle tanker

Underrubrik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Følgende citat er så langt, at brugen uden tvivl er en overtrædelse af reglerne om ophavsret. Men indholdet er så vigtigt, så lederskribenten begår den bevidst kriminelle handling at videregive alle ordene:

'Diskussionen om lærernes monopol i folkeskolen kan let gå hen og blive ret akademisk. I takt med at der generelt bliver mere og mere mangel på arbejdskraft, er det svært at se, hvad der skal lokke en tømrer, en korrespondent eller en IT-mand til at droppe sit godt betalte job til fordel for en tjans i folkeskolen. Lærergerningen er nemlig i dag ret meget andet end lange ferier og korte arbejdsdage. Det handler om 25-28 skematimer i forskellige klasser hver eneste uge. Hertil kommer et hav af møder samt forberedelsen. Hver eneste undervisningstime er intensiv. Der er ikke tid til at læse mail, drikke kaffe eller læse avis - man er på fra første fløjt. Eleverne bliver flere og flere i samme klasse og stadig mere forskellige og urolige. Forældrene stiller stadig større krav om specialbehandling af netop deres lille pode - mens de stadig læsser flere og flere opdragende opgaver i hovedet på læreren. Til gengæld er der fortsat ikke den store respekt om lærerjobbet i den brede befolknings bevidsthed, ligesom lønnen må betragtes som relativt beskeden'.

Citat slut. I første omgang.

Ordene er fra dagbladet Aktuelts leder i lørdags, og de kunne uden citationstegn have stået på Folkeskolenslederplads. Men i avisen er de angiveligt en del af argumentationen for at 'bryde lærernes monopol'.

Aktuelt fortæller om en turist-chef, der er gået 70.000 kroner ned i løn for at undervise i skolen. 'Det er svært at forestille sig, at ret mange andre ville gøre det samme', skriver avisen. 'Dertil er både arbejdsforholdene og lønnen i folkeskolen ganske enkelt for ringe. Lærermanglen kan formentlig i stedet komme til at betyde, at flere ledige job besættes af lærerstuderende, efterlønnere eller uuddannet arbejdskraft. Og så løber vi ind i problemerne. Hvis folkeskolen skal gøres attraktiv for andre relativt veluddannede og efterspurgte faggrupper, så skal der ganske enkelt skabes bedre løn- og arbejdsforhold for lærerne. Det er den eneste vej og den rigtige vej at gå', slutter Aktuelt leder.

Tidligere har skribenten fået slået fast, at 'smeden jo ikke skal smides direkte ind i en dansktime i 3. klasse uden behørig pædagogisk og faglig efteruddannelse'. For 'det er indlysende, at både det faglige og pædagogiske niveau skal bibeholdes i skolen, når eller hvis der kommer nye ansigter på lærerværelset i faste stillinger'.

Læg mærke til de sidste tre ord: i faste stillinger. Det er altså ikke en løsning af et akut problem med at skaffe uddannet arbejdskraft, der skrives om!

Men hvad er det nu lige, en smed har brug for fagligt og pædagogisk for at kunne klare opgaven som dansklærer - og alle de andre udfordringer, som lederskribenten har remset op?

Svaret kan gives kort: En fireårig læreruddannelse - mindst. Og an-stændige løn- og arbejdsvilkår.

Der er brug for: En fireårig læreruddannelse - mindst. Og anstændige løn- og arbejdsvilkår