Debat

Internet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen i sidste uge harmes Heine Dupont over noget af det, jeg har skrevet i 'bagsmækken' i nummer seks. Da min mening ikke var at harme nogen, vil jeg her præcisere mine holdninger.

Jeg har aldrig, heller ikke her i bladet, givet udtryk for en opfattelse af, at Internet var skræddersyet til undervisning. Jeg har tværtimod råbt vagt i gevær, når folk, hvad enten de er inden- eller uden for undervisningssektoren, fortæller, at vi ikke kan klare os uden.

Jeg påstår ikke, at der ikke kan bruges multimedier i undervisningen. Jeg undrer mig bare over, at der på en skræddersyet konference ikke kom et eneste eksempel frem.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg påstår ikke, at skolens av-midler kun skal bruges til at visualisere undervisningen. Men at vise en oplysningsfilm om for eksempel mælkens vej fra græs til karton er da at visualisere. Og det er flottere på en 28 tommers skærm i fuldfarve end i et lille fire kvadratcentimeter vindue på en computerskærm. Uanset om undervisningen er lærerstyret eller ej.

Det, jeg har givet udtryk for, er i al sin enkelhed, at Internet og multimedier er blevet gjort til det store dyr i åbenbaringen, uden at nogen kan fortælle dyrets placering. Alle er interesseret i at købe en masse teknologi, uden at have en idé om, hvad det skal bruges til.

Alle der inden for de sidste fem til seks år har købt computer ved, at det er umuligt at købe all-roundmaskinen, der kan bruges mange år frem. Og det, som du så vil, er på en gang at skifte alle maskinerne ud til maskiner, der er nye i år, men ikke næste år. Rundt omkring står en masse Piccoliner, der vidner om sidste gang, man lavede den fejl.

Så lige som i så mange andre situationer er det nødvendigt at få indsamlet erfaringer. Hvem har brugt Internet til hvad, og gav det nogle nye muligheder? Det er en stor kulturændring, skolen står overfor, og problemerne i den forbindelse bliver ikke mindre, hvis de af os, der kender nogen af de frække ord, presser vildt på og distancerer os fra såvel elever som kolleger.

Peter Hindsgaul

Vejen