Angående ordvæverne i Folkeskolen nummer syv.

Jan Mejding afstår fra at finde 'skyldige' i forbindelse med de elendige danske resultater i den internationale læseundersøgelse. Notorisk er der ikke tale om en retssag, så skyldspørgsmålet er overhovedet ikke relevant.

Derimod er det særdeles konstruktivt at lede efter relevante årsagsforklaringer. Da der ikke kan og ikke skal foretages eksperimenter med børn i et lukket system, kan samtlige årsagsforklaringer aldrig afdækkes, men en del påståede årsagsforklaringer kan forsøges bekræftet eller afkræftet.

Jeg er ikke enig med Jan Mejding i, at undersøgelsesresultater blot skal fremlægges, som de er. Hvis ambitionsniveauet blot er kommet dertil, kan vi lige så godt begynde at fremvise hinandens samlinger af glansbilleder og frimærker.

Det mest interessante i 'Den grimme ælling og svanerne?' var bilagene. De informerede om de regionale forskelle ved at vise, i kasse-boks-diagrammer, den statistiske fordeling af resultaterne. Stik imod normal praksis ved opstillinger af statistisk materiale, var diagrammerne ikke sorteret, men fremstod blot i en rodet rækkefølge, ordnet efter amternes administrative koder!

Roderiet til trods kan datamaterialet benyttes som historisk kildemateriale, og kan således levere en præcis beskrivelse af to indlæringsperioder for skolefaget dansk i 80'erne.

Den ene indlæringsperiode fandt sted i 1983-1991 og resulterede i et ganske rimeligt kompetenceniveau hos danske elever i almindelighed, og et højt kompetenceniveau hos bornholmske elever i særdeleshed.

Den anden indlæringsperiode fandt sted i (1986) 1987-1991 og resulterede i ganske elendige resultater for danske elever i almindelighed, men et særdeles højt kompetenceniveau hos bornholmske elever.

Disse historiske kendsgerninger om indlæringsperioderne viser, at dansk sprog er af en karakter, der giver mulighed for at nå et højt kompetenceniveau allerede i 3. klasse, men at mulighederne varierer i forskellige dele af landet.

Kendsgerningerne fra undersøgelsen viser yderligere, at Bornholm og Finland er i stand til at give svage elever et ordentligt løft, så 'den tunge ende' overhovedet ikke eksisterer, samtidig med, at de stærke elever leverer præstationer, der når særdeles højt op.

Dette særdeles opmuntrende resultat viser, at de svage ikke hæmmer de stærke, men at det tværtimod er muligt at skabe et undervisningsmiljø, hvor hele skalaen af elever får et kvalitetsløft. Socialdarwinismens hæslige fjæs og bizarre jargon er aflivet af dansklærerne og forældrene på Bornholm.

Kendsgerningerne viser yderligere, at den meget omtalte Jørgen Frost-metodik, kaldet bornholmsprojektet eller tidlig sprogstimulation eller rim-og-remse-pædagogikken, kan udelukkes som årsagsforklaring på de gode bornholmske resultater, da de gode resultater med hensyn til danskfærdigheder kan dokumenteres at fremkomme helt uafhængigt af rim-og-remse-pædagogikken.

Derimod er det en historisk kendsgerning, at indskolingsbetænkningen fra 1984 ignorerede det faktum, at pædagoger overhovedet ikke har nogen danskfaglig kompetence. Det er yderligere et historisk faktum, at rim-og-remse-pædagogikken blev afprøvet af pædagoger, fjernstyret af Jørgen Frost, og endelig er det historisk faktum, at rim-og-remse-pædagogikken blev udbredt fra midten af 80'erne.

Når årsagerne til de elendige danske resultater fra slutningen af 80'erne skal forsøges afdækket, må rim-og-remse-pædagogikken kigges efter i sømmene. Det fremgår klart af Jørgen Frosts ældste rapport, at dansklærerne på Bornholm ikke ville have noget med projektet at gøre. Det fremgår yderligere af den engelsksprogede rapport, at de ansvarlige for projektet var uvidende om dansk kultur i almindelighed, og bornholmsk kultur i særdeleshed.

Hvis der engang skulle blive interesse for at give samtlige danske elever et løft, kan alene Finland og Bornholm bruges som positive forbilleder.

Birgitte Borgen Marcussen

lærer, merkonom

Gentofte