Debat

Folkeskolens leder: Sådan holder vi på lærerne

Vi mangler uddannede lærere i folkeskolen. Og problemet bliver værre om få år, når de store årgange går på pension. Derfor skal vi sikre et godt og trygt arbejdsliv for lærerne.

Publiceret Senest opdateret

Kan du huske Faktas slogan? “Vi vil så gerne have, du bliver lidt længere”.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste historien om Hanne Gram, som du kan møde på forsiden af dette nummer af Folkeskolen. Hun er gået på pension, før det var hendes plan. Det blev hun nødt til efter en barsk omstrukturering, som endte med, at hun gik ned med stress. I dag kan hun ikke længere arbejde med børn – det havde hun aldrig troet ville ske.

Hanne Gram er et godt eksempel på en af de kolleger, som er blevet skubbet ud af den skole, der ellers akut står og mangler dem. Hanne Gram elskede sit job, og jeg er overbevist om, at hun har været en fantastisk børnehaveklasseleder. Den slags stjerner skal vi passe på, både for deres egen skyld og for skolens.

For vi mangler uddannede lærere i folkeskolen. Og problemet bliver værre om få år, når de store årgange går på pension. Derfor skal vi sikre et godt og trygt arbejdsliv for lærerne.

Det har Folkeskolen sat fokus på i artikelserien “Hold på lærerne”. Historien om Hanne Gram er den sidste i serien, og den handler om at fastholde seniorer lidt længere. Vi har beskrevet, at frafaldet på læreruddannelserne er højt, og at fire ud af ti nyuddannede lærere forlader folkeskolen inden for fem år. Men fokus i serien har i lige så høj grad været konstruktivt: Hvad kan vi så gøre for at holde på lærerne gennem hele arbejdslivet?

Det korte svar er: Behandl dem ordentligt, og se hver enkelt lærer som den, han eller hun er. Studiecoaches kan hjælpe studerende med ikke at falde fra. Lærerstartsforløb og mentorordninger kan hjælpe nyuddannede godt i gang. Seniorordninger kan fastholde erfarne kolleger som Hanne Gram.

Der er meget politisk fokus lige nu på at sikre et højt arbejdsudbud. Flere hænder, hele tiden. Men jeg tror, at en stor del af løsningen på lærermanglen er at behandle de hænder bedre, som vi allerede har i folkeskolen. Snart skal der forhandles overenskomst for de offentligt ansatte. Det er et oplagt sted at starte.

Hvis parterne savner ideer, sender vi dem gerne vores artikelserie.

Powered by Labrador CMS