I Danmark har vi skoledistrikter, der skal sikre, at børn fra blokkene og villakvartererne møder hinanden i folkeskolen. Men hvis elevfordelingen på en skole er blevet skæv, er det svært at rette op på ved at ændre distriktet, fordi ambitionen undergraves af det frie skolevalg og ejendomsmarkedet.

Sådan lyder det fra adjunkt ved Oslo Universitet Mikkel Høst Gandil, der har skrevet ph.d. om emnet. At forsøge at ændre elevsammensætningen på en skole ved at ændre skoledistriktet er “lidt som at flytte vand i en spand med huller”, fortæller han.

“Den grundlæggende udfordring er, at når man ændrer på linjerne, så vil forældrene reagere. Enten ved at købe ny bolig, benytte sig af det frie skolevalg eller ved at sende deres barn i privatskole”, siger han og peger på, at også bosætningsmønstrene ændrer sig over tid, når skoledistrikterne ændres.

“Hvis man alligevel står og skal flytte ud af lejligheden, vælger man et andet hus, end man ville have gjort, i forhold til hvis skoledistrikterne ikke var blevet ændret. Vi siger gerne, at der ikke er et marked for folkeskoler i Danmark. Men det er der sådan set, fordi vi har et ejendomsmarked”.

Mikkel Høst Gandil afleverede sin ph.d. i 2019. Samme år som børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (Socialdemokratiet) gik på talerstolen på Danmarks Lærerforenings kongres og leverede en klar politisk udmelding om elevsammensætningen:

“Vi skal ikke have én slags skoler med Tommy og Annika-børn, en anden skole kun for Ahmed og Brian og så en tredje for Flora-Anemone og Tjalfe”, slog ministeren fast.

Et rammeforsøg, hvor en række kommuner kunne få lov til at eksperimentere med at fravige fra de normale skoledistrikter, var da også klar til at blive sat i værk, da covid-19 lukkede landet ned i foråret 2020.

Anmeldelse: Sammenhængs-kraft og folkesjæl

Ove Christensen

De seneste to år har området ligget stille – og så alligevel ikke helt.

Noget er på vej

Sidste vinter gik en forskningsenhed finansieret af Børne- og Undervisningsministeriet i gang med at forske i en algoritme til fordeling af skolebørn. I sommer indgik regeringen en politisk aftale om en ny metode til at fordele eleverne på landets gymnasier. Samtidig indgik regeringen en ny økonomiaftale med kommunerne, der forpligter dem til at nedbringe antallet af skoler med en skæv elevsammensætning. I aftalen formuleret som: “Parterne vil i fællesskab afdække, hvordan der eventuelt kan skabes bedre lovgivningsmæssige rammer for, at kommunerne fleksibelt kan arbejde med elevsammensætningen i folkeskolen”.

I slutningen af februar i år kom så to udgivelser om samme tema med bare én dags mellemrum: En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og en bog af Socialdemokratiets undervisningsordfører, Jens Joel.

Analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) slår med syvtommersøm fast, at skoler får mere og mere ensartet elevsammensætning. På baggrund af tal fra Danmarks Statistik viser AE, at blot 27 procent af grundskolerne i landet er blandede mod 40 procent for ti år siden. I analysen forstås en blandet skole som en, hvor der ikke er færre en ti procent eller flere end 30 procent fra én gruppe, når man deler befolkningen op i fem indkomstgrupper.

Andelen af blandede skoler er faldet mest for fri- og privatskolerne. I dag har 22 procent af fri- og privatskolerne en blandet elevsammensætning, mens det gør sig gældende for 29 procent af folkeskolerne. Og hvor 48 procent af fri- og privatskolerne har en overvægt af elever fra de øverste indkomstgrupper, viser analysen, at billedet for folkeskolerne er det stik modsatte: Her har 48 procent af skolerne en overvægt af elever fra hjem i de nederste indkomstgrupper.

Dagen efter analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udkom en ny bog af Socialdemokratiets undervisningsordfører, Jens Joel, med titlen “Fællesskaberen”.

Opgør med det fri skolevalg

I bogen lægger han op til at tage livtag med det fri skolevalg, der blev indført i 2012, og give kommunerne muligheder for at gentegne, sammenlægge eller helt opløse skoledistrikterne. Med egne ord vil Jens Joel “udfordre”, hvor frit skolevalget egentlig er i dag, fortæller han til fagbladet Folkeskolen.

“Der er social slagside i, hvem der udnytter det frie skolevalg. Dels er der slagside i, hvem der har råd til at købe en villa i et attraktivt skoledistrikt. Desuden er der knap så frit valg for dem i de uattraktive skoledistrikter. Man kan godt spørge, om man kan komme på en anden skole, men hvis ikke der er plads, kan man jo ikke”, siger han og tilføjer:

“Og hvis en skole bliver ubalanceret, er der desuden en social slagside i, hvilke forældre og børn der reagerer og flytter til en ny. Det gør, at effekten bliver selvforstærkende. Det gør også, at det er svært for lokalpolitikerne at dæmme op for det”.

I sin bog peger undervisningsordføreren blandt andet på et forsøg i Gentofte Kommune, der har kørt siden skoleåret 2014/15, hvor alle kommunens folkeskoler hører under ét skoledistrikt. I 2020 fik kommunen lov til at forlænge ordningen med fem år. Ved skolestart kan forældrene ønske tre skoler i prioriteret rækkefølge. Herefter sørger en algoritme for at fordele eleverne, så flest muligt får deres ønske opfyldt, men så skolerne samtidig ikke står halvtomme.

En sådan model mener Jens Joel på sin vis udvider det frie skolevalg.

“Det gør den, fordi man som forældre kan vælge en skole, der måske ligger lidt længere fra hjemmet, men som til gengæld måske har en musikprofil, en god indskolingsleder eller noget andet, man prioriterer som vigtigt for sit barn. Man får flere ting at vælge til og at vælge efter. I dag oplever jeg, at valget bliver brugt til at vælge noget fra”.

Han vil dog ikke forholde sig til, hvilke konkrete modeller der skal tages i anvendelse lokalt for at skabe mere blandede skoler, understreger han. Det vigtige er, at det bliver “sagt tydeligt ind ad fordøren” til kommunerne, at der ønskes en bedre fordeling end i dag – men at de samtidig får nogle redskaber til at løse opgaven.

“De er lidt magtesløse i dag”, siger Jens Joel.

Kommunerne savner redskaber

Folkeskolens leder: Unfair konkurrence

Hanne Birgitte Jørgensen

Formand for KL’s børne- og undervisningsudvalg Thomas Gyldal Petersen anerkender, at kommunerne har et problem med at skabe en balanceret elevfordeling i grundskolerne, om end udfordringen varierer i omfang fra kommune til kommune.

“Men at vi har socialt og etnisk skæve elevfordelinger på nogle skoler og i nogle lokalsamfund, det er et faktum, som desværre også har indflydelse på, hvilke resultater og muligheder børn kommer ud af skolen med. Det vil vi gerne være med til at tale om, hvordan vi kan løse bedre”, siger han.

Han er enig i, at det vil kræve andre redskaber, end kommunerne har til rådighed i dag. Han peger særligt på muligheden for at arbejde mere fleksibelt med skoledistrikter. Men også at der tages hensyn til, at kommunerne har meget forskellige vilkår.

“Derfor er vi heller ikke begejstrede for måltal. I nogle kommuner har mere end 30 procent af eleverne minoritetsbaggrund. Så hvis det bliver maksimum på den enkelte skole, kan det ikke lade sig gøre”, siger han med henvisning til regeringens udlændingeudspil fra 2018 om, at ingen skoler bør have mere end 30 procent ikkevestlige indvandrere og efterkommere blandt eleverne.

“I nogle kommuner er der i dag skoler med forskelligt elevgrundlag, der ligger tæt på hinanden. Der vil man relativt lettere kunne blande eleverne. Men der er også kommuner med stor geografisk udbredelse, hvor det at flytte børn fra en skole til en anden vil rumme betydelige udfordringer i forhold til den daglige transport til og fra skole. Så der skal være mulighed for lokalt at finde den bedst mulige løsning med respekt for den kontekst, man står i”.

Af mulige redskaber peger Thomas Gyldal Petersen på flere skoler i samme distrikt og muligheden for at have skoledistrikter, man ikke kan tegne med én streg.

“At man kan tage et boligområde og skrive det ud af skoledistriktet og lægge det over i et andet skoledistrikt, hvor der for eksempel ikke er så mange minoritetselever – også selv om skoledistriktet dermed ikke længere hænger fysisk sammen”, siger han.

Endelig peger han på muligheden for at kunne “reservere integrationspladser på nogle af de skoler, som har en meget homogen, resursestærk sammensætning”.

Er du enig i, at kommunerne er magtesløse over for udfordringen i dag?

“Man kan i hvert fald sige, at kommunerne står i en situation, hvor årtiers boligpolitik kombineret med den eksisterende skolepolitik har gjort det ganske vanskeligt at løse balanceproblemet. Så man skal arbejde langsigtet med sin boligpolitik og kortsigtet med at sikre nogle regler for sammensætning af skoledistrikter, på en måde så man mere effektivt kan sikre den balance. I bund og grund handler det om børns livsmuligheder. Det er vi nødt til at tage meget alvorligt”, siger Thomas Gyldal Petersen.

Frit skolevalg for hvem?

KL bakker som udgangspunkt op om det frie skolevalg. Men det bør foregå inden for rammer, der tager større hensyn til en balanceret elevsammensætning.

“Det frie skolevalg, som vi kender det i dag, er jo ikke helt frit. Man er sikret en plads på sin distriktsskole og kan vælge en anden, hvis der er plads”, siger Thomas Gyldal Petersen. Han ser derfor gerne, at man bevarer det frie skolevalg inden for rammer, “hvor der tages nogle vigtige hensyn til balance”.

Det vil betyde, at det for eksempel vil blive sværere for forældre at vælge en skole, hvis der i forvejen er mange børn med samme baggrund, mens det vil være lettere at udnytte det frie skolevalg til at vælge en skole, hvor der ikke er helt så mange, forklarer han.

“Det handler om at lægge nogle flere elementer og hensyn ind i vores måde at arbejde med sammensætningen af vores børnefællesskaber på. Det er stadig godt, at man som familie har mulighed for at vælge skole inden for de muligheder, der så vil være”, siger Thomas Gyldal Petersen.

Mikkel Høst Gandil påpeger, at diskussionen om frit skolevalg ofte bliver en debat med meget hårdt optrukne linjer: for eller imod det frie skolevalg.

“For mig at se er det lidt en falsk modsætning”, siger han. “Vi kan godt have en norm om, at man skal have lov til at vælge skole, men inden for nogle rammer, der kan variere på enormt mange måder. Skoledistrikter er en meget specifik måde at løse opgaven på. Men den er altså kun én ud af rigtig mange”, siger han.

Han understreger, at systemet omkring frit skolevalg i dag reelt er meget ugennemsigtigt.

“I virkeligheden har vi i dag en ramme, som er enormt decentral, og hvor det i sidste ende nærmest foregår ved, at forældrene ringer til skolelederen og hører, om der er plads. Så er der frit skolevalg for nogle, men for dem, der ikke er i stand til at navigere i systemet, er der ikke så frit skolevalg”, siger han.

“Så i stedet for en meget polariseret debat om at bevare eller afskaffe frit skolevalg bør det handle om rammen for valget og implementeringen af den. For mig at se er alternativet til det nuværende system ikke nødvendigvis en afskaffelse af det frie skolevalg”.

For forskeren handler det mere om at få gennemsigtighed og retssikkerhed ind i det frie skolevalg.

“Langt de fleste steder i den offentlige sektor har vi en norm om fuldstændig gennemsigtighed. Som systemet er lige nu, er det ikke gennemsigtigt. Der er meget forskning i, hvordan man kan indrette forskellige systemer på måder, som sikrer, at folk kan finde ud af at navigere i dem”, siger Mikkel Høst Gandil.

Koblingsprocenten i spil

I sin bog understreger Jens Joel, at folkeskolerne skal styrkes, blandt andet gennem mere frihed. Han peger på frihedsforsøgene i Holbæk og Esbjerg Kommune, hvor skolerne har fået mulighed for helt at se bort fra statslig regulering, men vil ikke lægge sig fast på, præcis hvor store de permanente frihedsgrader skal være.

Desuden peger han på det som en skal-opgave at få rettet op på inklusionen og at få gjort undervisningen mindre boglig ved at gøre mere plads til praktisk-musiske fag, enten ved at løsne bindingerne i timetallene på de boglige fag eller ved at reducere den understøttende undervisning.

Endelig mener han, at man bør ommøblere tilskuddet til friskolerne – den såkaldte koblingsprocent. I stedet for en fast koblingsprocent foreslår han, at den varierer efter, hvor meget elevsammensætningen på den enkelte skole ligner det omgivne samfund.

“Jeg lægger ikke op til at rykke ved den samlede finansiering til friskolerne. Men jeg vil bringe koblingsprocenten i spil i forhold til at belønne de skoler, der tager socialt ansvar. Det kan det ikke betale sig for friskoler at gøre i dag. Og det skal vi have ændret på”, siger han.

Thomas Gyldal Petersen understreger, at KL ingen samlet holdning har til koblingsprocenten.

“I udgangspunktet vil der være forskellige partipolitiske synspunkter til lige præcis det spørgsmål. Så det har vi ikke i KL nogen klar, samlet holdning til, før vi bliver stillet over for et konkret lovforslag. Men det er klart, at vi er optagede af, at alle skoler i vores lokalsamfund spiller en rolle i at skabe lige livsmuligheder for alle børn. Derfor er det også altid interessant at se på samarbejdet ind imod de private og frie skoler”, siger han.

Hvornår sker der noget?

Og hvornår kommer der så et lovforslag, som kommunerne kan forholde sig til? Jens Joel understreger, at han godt kan forstå utålmodigheden efter at få gjort noget ved et område, der fra regeringspartiets side længe har været sendt signaler om, at man vil tage fat på.

Men først kom der altså en coronapandemi i vejen, og nu er det vigtigt, at de nødvendige drøftelser bliver taget med skolens parter i sektorpartnerskabet Sammen om skolen. En mere blandet elevsammensætning vil nemlig også hænge sammen med andre temaer, der hører til i det regi, påpeger han.

“Det vigtigste er at vi kommer væk fra skyttegravskrigen og kan tage drøftelserne én for én. Der er vi nu med det nye samarbejde. Folkeskolen skal lave sine lektier. Forudsætningen for, at man kan bede folk om at være med til at lave den blandede skole, er, at vi også får løst udfordringerne med for eksempel inklusionen og den for boglige skole”, siger Jens Joel.

Er bogen udtryk for noget, Socialdemokratiet gerne vil til forhandlinger med? Eller er det et rent fritidsprojekt?

“Så vidt jeg ved, har regeringen ingen konkrete forslag i skuffen, og derfor er der heller ikke forhandlinger lige nu. Det er min bog, som jeg har skrevet, fordi det er en vigtig, men også kompliceret debat, som vi skylder at komme et spadestik dybere i”, siger Jens Joel.

“Det er en debat, der fortjener en grundigere behandling, end at vi reducerer det til, om man er for eller imod privatskoler. Privat- og friskoler er også meget forskellige, og det samme er folkeskolerne. De ting går nogle gange tabt, når man diskuterer koblingsprocenter, det frie valg og så videre”