Det er blevet meget populært at gå på efterskole og i 10. klasse. Søgningen har næppe været større?

Hvad er det, efterskoler og 10. klasse kan, siden de tiltrækker så mange unge - og deres forældre?

Det ved vi jo godt: Det er groft sagt oplevelsen af, at nu sker der noget andet. For nogle betyder det skoleskift og boskift, andre omgivelser, nye kammerater, en anden form for socialt samvær. Men det er også måden at tilrettelægge undervisningen på, der er tiltrækkende. Eleverne får et større ansvar - og alligevel inden for skoleformens tryggere rammer - inden et andet liv skal påbegyndes.

Når formen nu er så populær, er det ærgerligt, at den kun forbeholdes de elever, der går i 10. klasse eller på efterskole.

Der må være noget, folkeskolen kan lære. Så meget mere eftersom mange af de elever, der går i 10. klasse eller på efterskole, er trætte af at gå i skole.

Jeg har længe ment, at succesen for 10. klasse og efterskolerne måske drejer sig mere om, at 8.-9. klasse måske skulle tænkes på en anden måde. Unge modnes tidligere end for år tilbage, og nu, hvor børnehaveklassen bliver obligatorisk, bliver skoleforløbet så langt, at vi bør underkaste de sidste klassetrins undervisning et serviceeftersyn: Kan vi gøre disse år mere åbne og vedkommende for de unge? Hvordan kan vi gøre det? Kunne Folkeskolen ikke påtage sig at starte en debat? Og en erfaringsudveksling. Der må være nogle, der ikke lige har gjort, hvad der står i den standardiserede drejebog. Eller der må være nogle, der har gjort sig nogle tanker.

Jeg tror, at der er mange unge (og deres forældre), der, når de kommer til foråret i 9. klasse, pludselig opdager, at hov, nu er det slut, hvad skal jeg dog nu? Gymnasiet, teknisk skole eller? Hvis den usikkerhed er stor, er det let forståeligt, at man vælger 10. klasse eller efterskolen.

Selv om det at holde skole også har en værdi i sig selv, gør det jo ikke noget, om vi tog højde for, at en dag er det slut, og at der er en spændende verden og et spændende liv, de skal i gang med efter skolen. En del, der møder de unge, efter at de har forladt skolen, fortæller, at mange af dem er helt forvirrede, og at det altså ikke er modenheden, der præger dem. De er uforberedte på livet efter skolen.

Det er godt, at vi nu tør tage mennesker med forskellige professioner ind som undervisere. Vi burde imidlertid også se på, om ikke undervisningen kunne tilrettelægges anderledes og mere fleksibelt, så eleverne i højere grad kom ud og fik snuset til livet efter skolen, mens de går i skole. En enkelt traditionel praktikuge gør det ikke.

Kunne man forestille sig, at man afskaffede klasselærerfunktionen for de ældste klasser og tilrettelagde undervisningen på en anden måde, som mere appellerede til og understøttede den enkelte unges følelse af selvstændigt ansvar, så de sidste år i skolen i højere grad kom til at understøtte den unges modningsproces?

Kunne man forestille sig, at man kunne lægge 9.-klasse-prøven før jul, sådan at der også var en mulighed for, at de elever, der havde behov for og lyst til det, kunne have mere fleksibilitet i deres sidste skoleår?

Det er en oplagt opgave for de nye skolebestyrelser i samarbejde med lærerne at drøfte, hvordan de sidste skoleår kan tilrettelægges, så de opfanger det behov for en anden form, som søgningen til 10. klasse og efterskolerne så helt klart dokumenterer.

Britta Schall Holberg er medlem af Folketinget for Venstre og medlem af uddannelsesudvalget