Debat

Skoleforlig – på godt og ondt

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det nye folkeskoleforlig giver lærere mulighed for at optræde med en større professionalisme, men det indeholder desværre også et mere snævert undervisningsbegreb, så jeg modtager det nye folkeskoleforlig med blandede følelser.

Nationale test kan være gode til at sætte fokus på færdigheder, og vi behøver dette fokus, for det danske skolesystem producerer for mange dårlige læsere, og for mange får ikke en uddannelse efter folkeskolen. Ved at teste bliver vi bedre til at synliggøre problemet - også langt tidligere end hidtil. Det vigtige bliver at følge op på disse testresultater. Man skal samtidig være opmærksom på, at alt ikke lader sig teste - og slet ikke ved hjælp af centralt stillede test.

Elevhandleplaner kunne her være løsningen, da man kan arbejde med en bred evalueringskultur, som fremmer et godt fagligt udbytte. Socialdemokraterne i Århus vil sætte fokus på den brede evalueringskultur. Jeg er dog også bekymret for, at man fra undervisningsministerens side ikke deler dette synspunkt. Det kommer under angreb i lovforslagets formålsparagraf. Man har ønsket, at læreren skal »give eleven undervisning«. Altså betragter man eleven som et objekt, som er uden vilje og ansvar for processen. Det er en forældet opfattelse af undervisning. Ligeledes er det meget ærgerligt, at man har fjernet ordene »elevens personlige udvikling«. Man fjerner dannelsesbegrebet. Jeg håber, at DLF lærer af Århus og går offensivt og sagligt ind i debatten. Således blev alle byrådsmedlemmer indbudt til et dialogmøde, der giver os lokalpolitikere et godt udgangspunkt for at påvirke Christiansborg-politikerne. Så lad os sammen lave en kreativ, samarbejdende og fagligt velfunderet folkeskole.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler