Debat

Nuvel, hr. minister

folkeskolen er bedre end sit rygte

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmark har fået ny undervisningsminister. Vi kender ham godt! Selv siger Bertel Haarder, at han er blevet rundere med årene og knap så konfrontatorisk. Det bliver spændende at se, når der tages fat på regeringens program for folkeskolen.

Der er brug for et samarbejde, der inddrager alle omkring skolen, for at undgå, at folkeskolen bliver en ideologisk kampplads med størst fokus på katastrofemeldinger.

Alt for længe har der været ført en debat om folkeskolen, der ved gentagelsernes gentagelser har fremstillet elevernes udbytte af skolegangen som ren katastrofe. Diverse rapporter har ukritisk fået lov at sætte en dagsorden, velegnet for beostære, der som bekendt efter-plaprer den, der nidkært gentager det samme og det samme, uden at det deraf kan sluttes, at beostære er særligt kompetente som sandhedsvidner.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Folkeskolen er ikke en uduelig skole, der ikke kan løfte sin opgave. Folkeskolen løser sin opgave, og lederne og lærerne har for længst taget fat på uheldige tendenser. Det har allerede givet synlige resultater, men intet er mere ødelæggende for den energi og indsats, de ansatte lægger for dagen, end konstant nedsabling af deres arbejde og resultater. Den folkeskole, Bertel Haarder nu igen er blevet minister for, har flyttet sig, mens han har været på tolv års genopdragelsesrejse, som ministeren selv kaldte sit fravær fra posten.

Vi håber, at undervisningsministeren får tid til at læse op på stoffet, så det bliver tydeligt, at der er mange gode kræfter omkring skolen, der ved noget om skolens reelle situation og de mange initiativer, der er taget for at sætte ind på de svage steder.

DLF udgav i maj 2004 »Gør en god skole bedre«, der anbefaler en række tiltag, der skal samle op på nogle af de problemstillinger, OECD-review efterfølgende også gjorde opmærksom på. I det arbejde, Undervisningsministeriet satte i gang efter OECD-review, har DLF deltaget sammen med KL, Børne- og Kulturchefforeningen, Skole og Samfund og Lederforeningerne og været med til at udarbejde anbefalinger til ministeren på konkrete emner. Det er vores håb, at den nye undervisningsminister vil se nøje på de fælles anbefalinger.

Nuvel, hr. minister. Folkeskolens formål er bredt og værdifuldt, og folkeskolen er bedre end sit rygte.

Vi håber på en kvalificering af skoledebatten, og vi håber at se en undervisningsminister, der i ord og gerning signalerer tiltro til den skole og de lærere og ledere, der dagligt løfter den kæmpe opgave, det er at give alle børn en skolegang med gode udfordringer, stor indsigt, glæde og nysgerrighed og socialt fællesskab i en atmosfære af demokrati, tolerance og kreativitet.

DLF hilser den nye undervisningsminister velkommen med et ønske om et konstruktivt samarbejde.

Astrid Schjødt Pedersen er formand for DLFs organisationsudvalg