Skolelederen befinder sig i et krydspres mellem lærere, forældre, forvaltning og politikere, der alle har deres forventning til, hvordan skoleledelse skal gribes an. Det fortæller ph.d. og lektor på Roskilde Universitet Peter Busch-Jensen. Han har undersøgt, hvilke betingelser skolelederne skal agere på, og hvilke udfordringer de bakser med.

Kort fortalt falder skolelederens udfordringer i to dilemmaer. Dels kræver det at drive en skole i dag både mere strategisk ledelse væk fra skolen og mere ledelse i hverdagen, dels er der især fra forvaltningens side en forventning om, at skolelederen er leder med stort L.

»Skolen er ikke en pølsefabrik. Det er ikke engang en virksomhed i gængs forstand. I skolen arbejdes der med læring og inklusion, demokratisk socialisering og dannelse. Derfor er ledelse med stort L ikke altid en særlig god ide. De opgaver, skolen bakser med, er sjældent entydige, men langt mere komplekse. De er varierede, forgrenede og tværkontekstuelle. Der er derfor et stort behov for i den daglige problemløsning at inddrage og lytte til de ansatte og medtænke, at de som regel ved noget, som man ikke selv ved som leder«.

Mens man udadtil må signalere ledelse med stort L - vise, at man er handlekraftig, tæt på forvaltningen og den, der udstikker retningen - må man indadtil være og signalere noget andet, hvis tingene skal fungere.

Dataledelse er ikke uproblematisk

Med den øgede forvaltningsmæssige bevågenhed er der også fulgt øgede krav om dokumentation af skolens praksis målt på specifikke nøgletal. For eksempel tal for inklusion, fravær, karaktergennemsnit, og hvor mange der søger skolen. Risikoen med denne form for datadrevet ledelse er dog, at man risikerer at glemme at se, hvad der ligger bag tallene.

Et eksempel fra Peter Busch-Jensens forskning er skolelederen, der har stået skoleret hos skolechefen og fået at vide, at der er for meget fravær blandt børnene. Skolelederen ved, at det ofte drejer sig om elever, der tager på ferie, og at det ikke plejer at være et problem. Børnene lærer som regel en masse, og ferierne bruges efterfølgende aktivt i klassen. Alligevel bliver man som skoleleder nødt til at sige, at lærerne altså ikke kan give Ole lov til at tage på ferie.

»Data- og taldokumentation kan være nødvendigt, for eksempel omkring økonomi. Men man skal huske på, at tal og data ikke er neutrale. De er rundet af ét perspektiv, et bestemt hensyn, for eksempel et forvaltningshensyn. Herfra er tallene fornuftige, nødvendige og velintenderede, men i skolens hverdagspraksis kan de stå i vejen for en række lige så fornuftige og nødvendige hensyn«, forklarer Peter Busch-Jensen.

Midt i dataindsamlingen skal skolelederen være opmærksom på, at det, der ikke umiddelbart fremstår som en del af en lærerfaglighed, rent faktisk godt kan være det. Der foregår mange uformelle ting, som har stor betydning for både ansatte og elever. Der må derfor være mulighed for at lægge øret på skolens vandrør, vende nogle ting med en kollega eller ringe til en forælder. Ifølge Peter Busch-Jensen oplever både ledere og lærere, at det er blevet sværere at finde tid til disse ting. Kort sagt skal skolelederne have fokus på, hvordan de skaber rum for skolens deltagere, hvor de kan diskutere, sparre med hinanden og fordybe sig i problematikker. For ofte handler det lige præcis om at få øje på det unikke i situationer, og hvorfor det, der virkede sidst, ikke virker nu. I relation til denne opgave er et voksende politisk fokus på data, tal, evidens og »best practice« ikke altid en hjælp.

»Skoleledere ved godt, at der skal være rum og mulighed for disse ting, men det er vigtigt, at politikere og forvaltningen begynder at have større forståelse for den del af lærernes arbejde og skoleledelsesopgaven«, lyder opfordringen fra Peter Busch-Jensen.