Folkeskolens leder:

Faglæreruddannelse

Underrubrik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolens behov: Pædagogisk og fagligt dygtige lærere.

Politikernes lovtilbud: Pædagogisk svagt uddannede faglærere. Eller: Lidt bedre pædagogisk uddannede, men endnu smallere faglærere. Som skal deles med naboskolen!

Undervisningsministeren har fremsat forslag til en ny læreruddannelse. Ideen med en faglig opstramning er god, men den skal desværre betales med en kvalitetssænkning på det pædagogiske område: læreren skal uddannes grundigere i færre skolefag, men til gengæld beskæres de pædagogiske fag kraftigt.

Ministeren er dog straks blevet overhalet indenom af partiet Venstre, der kræver mere tid til faglig fordybelse, mere praktik og næsten lige så meget pædagogik som efter den gældende lov. Men med færre liniefag og mere kristendomskundskab.

Resultatet i skolens hverdag er i begge tilfælde forudsigeligt og sørgeligt. Hvis ministeren kommer igennem med sit forslag, kan forældre godt vænne sig til, at børn kommer hjem og klager over lærere, der ikke kan lære fra sig. Hvis Venstre derimod får flertal, betyder det stive skoleskemaer, der spærrer for al fagsamarbejde, da lærerne vil være uddannet i så få fag, at de skal arbejde på mere end én skole for at fylde en hel stilling ud. På en primær- og en sekundærskole, som Venstres ordfører forklarer det.

- Hun ved en masse om sine fag, men hun forstår os ikke og véd ikke, hvordan hun skal undervise os, vil elevbedømmelsen nemt kunne lyde om den lærer, der bliver uddannet efter ministermodellen. Og om den Venstre-vredne faglærer vil man sikkert kunne høre, at han ved en masse om sine fag, og at han kan undervise. Men med den ubehagelige tilføjelse, at klassens skema er umuligt, fordi lærerne også arbejder på en anden skole.

Så godt - og alligevel så skidt - ser politikernes bud på en ny læreruddannelse ud. Men faktisk ligger løsningen lige for. Ved at ændre lidt på decimalerne i begge forslag, og ved at lægge et halvt år til, kan der uddannes lærere, som har fag nok - og både pædagogisk og faglig dybde. Det koster staten lidt ekstra, men kommunerne kan spare endnu mere. Og sammenlagt vil skolen og samfundet vinde på det. Det er svært at finde argumenter imod.

-th

Læs side 4 til 8

Ministeren vil skære i pædagogikken, Venstre vil dele lærere med naboskolen