Debat
Gør Ikke Kriminelle til helte
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
For mig er det ufatteligt, at folk, der har med unge mennesker at gøre, kan invitere en repræsentant fra Danmarks største forbryderorganisation ud i ungdomsklubber og skoler, hvor han får lov til at forherlige sig selv og sine kriminelle kammerater.
Rocker-organisationen er en dansk mafiaorganisation, hvis metoder mange smerteligt får at føle dagligt. Det drejer sig om beskyttelsespenge, narkohandel, vold og drab. Den omtalte 'Jønke' er en glimrende repræsentant for denne organisaton. Veltalende og farlig. Denne afstumpede person har bevist, at han er i stand til at likvidere andre mennesker med koldt blod for at tjene sin egen forbryderorganisations interesser.
Mange steder, hvor rockerbander slår sig ned i fortlignende omgivelser, starter de en charmeoffensiv til det omgivende samfunds skoler og ungdomsklubber, hvor de så let som ingenting skaffer nye proselytter blandt de svagest funderede unge, som fascineres af sammenholdet og kammeratskabet i rockergruppen, indtil de er optaget i gruppen og opdager, at de ikke mere kan slippe ud, men bliver tvunget til at gøre det beskidte arbejde for lederne, eller komme ud for en beklagelig 'ulykke'.
Det er en jernhård, afstumpet tilværelse, som svage unge lokkes ind i, hvor kampen om penge er det eneste, der tæller.
At en person, der burde sidde bag lås og slå og afsone en dom for koldblodigt mord, kan rejse rundt og holde stribevis af foredrag for unge mennesker, er ganske uforståeligt for anstændige mennesker. Folk, der hyrer ham til det, påtager sig et kæmpeansvar ved at gøre kriminelle til helte.
Lærere og forældre bør værne børn og unge mod disse afstumpede kriminelle.
At formidle kontakt mellem dem og svage unge vil være det samme som at tilbyde unge narkotika.
Uforståeligt at nogen kan komme i tanke om det.
Jonna Grønver,
lærer
folketingsmedlem for Venstre