At love er til sidst at lyve, siger skolemesteren i Henrik Ibsens 'Brand.'

Der blev ikke lovet meget på lærerforeningens første konference om næste års overenskomstforhandlinger. Men til gengæld var der temmelig meget brand i den.

Der blev ganske vist hverken råbt højt eller bandet, men der var langt mellem yderpunkterne. Så langt, så et medlem af hovedstyrelsen ved konferencens slutning udtrykte frygt for, at kongressen i oktober kunne ende med at vedtage foreningens krav med 60 procent for og 40 imod.

Men inden da, skal medlemmerne spørges, dét er der enighed om. Men problemet er, at der er langt fra hverdagen på skolerne til organisations-ledernes diskussioner i KTO, FTF-K, LC, og hvad de andre forkortelser nu ellers hedder. Eller for at sige det ligeud: Det rager ikke medlemmerne en fjer, hvordan det går for sig. Men hvis de får tilbudt noget, de ikke kan lide, stemmer de imod.

Deraf dilemmaet. For situationen kræver, at lærerforeningens ledelse denne gang får et stærkt forhandlingsmandat fra medlemmerne, så både modparten og de øvrige organisationers ledere tør regne med det, DLF's forhandlere kræver. Derfor skal medlemmerne engagere sig i diskussionen. Derfor skal hovedstyrelsen afklare sig, og derfor skal kongressens beslutninger være et ægte udtryk for det, som medlemmerne kræver.

Og samtidig skal forventningerne afstemmes med, hvad der faktisk kan opnås ved den slags forhandlinger. Man skal huske, at der sidder nogen på den anden side af bordet med krav, som trækker i modsat retning.

Og modparten har allerede spillet ud. Lærerne skal bruge mere tid på undervisning, og fagene skal have forskellig forberedelsestid, lyder den populistiske mantra fra kommunernes førstemand, Evan Jensen. Han 'glemmer', at F-faktoren indeholder både planlægning, forberedelse og efterbehandling. Han glemmer, at den også indeholder lærernes arbejde i elevernes frikvarterer og vurdering og bedømmelse af elevernes arbejde. Og han glemmer, at F-faktoren er en akkord, som skal sikre, at skolen ikke får første- og anden-sorterings-fag.

Hvis det var argumenter, der talte ved forhandlingerne, ville DLF stå stærkt på det område. Og det var da heller ikke F-faktoren, der gav brand i den på konferencen. Det var arbejdstiden og den decentrale løn. For her stritter argumenterne:

- Når der skal forhandles, har de nye arbejdstidsregler virket mindre end et halvt år, lærerne orker ikke flere ændringer nu, lød ét argument.

- Nej, sagde andre, der skal voldsomme ændringer til. Og jo før, jo bedre.

Konferencens deltagere var enige om, at DLF's medlemmer ikke vil have individuelle tillæg. Men derefter var der uenighed om den decentrale løn:

- Vi vil ikke have de penge, de splitter os. Gem dem til noget andet. Og hvis det ikke kan lade sig gøre, så siger vi helt nej.

- Jamen, købmanden kan ikke se forskel på, om en krone er hentet centralt eller lokalt, svarede den anden fløj. Vi vil ikke forære lærernes penge til andre.

Herefter må alle satse på M-faktoren: Medlemmernes mening.

-th

Læs også side 19-21

Arbejdstid, decentral løn og F-faktor - hvad mener medlemmerne